Pitsis valg

Pitsi er født i 1964 i Qaqortoq i Grønland, opvokset i Sydprøven med forældre og fem søskende. Begge forældre er grønlandsk fødte. Faren arbejdede på el-værket, moren havde en butik.

Sydprøver var tidligere en driftig by med omkring 800 indbygger, men i dag er rejefabrikken lukket og det har haft ind-flydelse på byens andre virksomheder. Således måtte Pitsis mor ukke sin butik. Mange flyttede fra Sydprøven til andre større byer i sydgrønland Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik - en udvikling mange familier i Grønland kender til.

- Jeg havde en god barndom med mine bedsteforældre og familie. Jeg startede med dansk i skolen, sådan var det den-gang. Ellers talte jeg udelukkende grønlandsk. Men jeg havde let ved sprog og har ikke haft problemer med at lære dansk, men jeg taler helst grønlandsk med mine venner.

Pitsi gik ud af 11. klasse og flyttede som 18-årig til den grønlandske kostskole Ellekilde i Tåstrup. Det var første gang hun skulle hjemmefra i så lang tid. Hun havde truffet et valg, hun ville uddanne sig og måtte efterlade sin lille søn hos forældrene. 14 år gammel blev hun gravid og fødte sønnen, da hun var 15.

I 1983 flytter Pitsi tilbage til Grønland og beslutter sig til at søge ind på GU (gymnasieuddannelsen) i Nuuk. Hun bliver optaget, men forlader gymnasiet efter et par måneder. "Jeg var allerede dengang begyndt at drikke og følte mig måske også ensom i Nuuk og savnede min søn, der boede hos mine forældre i Sydprøven. Jeg tænkte meget på, hvad der skulle ske med os. Jeg ved ikke hvorfor han ikke kunne tage med mig, men min mor forgudede ham og der var trygt, så det har vel været det bedste for ham.

Pitsi sidder foran mig, en smuk kvinde med langt glat sort hår, mørke øjne med et intenst blik. Der er tavst mellem os, når jeg skriver ned, det er svært for hende at fortælle om sit liv som ung. Jeg kan høre, at hun begynder at græde, måske fordi hun har mødt ham for kort tid siden. Sønnen, der i dag er 23 år, har været på besøg i Danmark og det har været meget hårdt for Pitsi at blive konfronteret med hans savn og vrede mod hende.

- Jeg har det meget skidt når jeg tænker på os. Jeg har ikke været en god mor. Kunne ikke være det, fordi jeg drak så meget. Det begyndte da jeg var 14 år, altså mest i weekender, men jeg har alligevel hele tiden ønsket at få en uddannel-se, så det var mit første nederlag, at jeg måtte afbryde GU i Nuuk. I 1985 tog jeg til Nanortalik for at gå på handelssko-le. Jeg røg hash, drak og var forelsket en fyr, der også drak meget. Så jeg fulgte ikke med i skolen og gik ud efter kort tid.

I 1989 prøver Pitsi igen. Hun søger ind på social- og sundhedsuddannelsen, men afbryder kort efter. "Jeg følte mig ensom, jeg kom fra en bygd, jeg var anderledes og så drak jeg og røg hash. Det gik ad helvede til”.

De næste år arbejdede Pitsi som ufaglært på fabrik og som hjemmehjælper. Drukturene fortsatte. I sommeren 1994 havde hun sparet sammen til en lang ferie i Danmark. En grøn billet med fast afgang hjem. "Jeg tog til Skagen, havde noget familie der, men kort efter rejste jeg til København for at besøge mine venner i ”Stjer-neskibet” i Christiania. Jeg havde besøgt dem tidligere, men var altid taget hjem til Grønland igen. Denne gang blev jeg hængende. Jeg røg en masse hash og drak - som de fleste andre og jeg prøvede at få en billet hjem på et senere tids-punkt. Men det mislykkedes og siden har jeg boet i Danmark De første mange år boede jeg i ”Stjerneskibet”, jeg fik en kæreste, vi drak hver dag. Han var voldelig og jeg fandt mig i det, selv om jeg flere gange prøvede at komme fra ham. Vi fik også en lejlighed og flyttede væk fra ”Stjerneskibet”, men vores liv fortsatte som hidtil med druk og vold. Efter et halvt år flyttede jeg tilbage til mit værelse i ”Stjerneskibet” og så fortsatte jeg mit liv der som tidligere med masser af gæster, masser af øl og hash.

I 1998 søger Pitsi igen ind på social- og sundhedsuddannelsen, men gennemfører ikke. Misbruget er for stort.

DET ENDELIGE VALG

Pitsi er stoppet med sit forhold til den voldelige kæreste og hun er blevet ædru.
- Det var den 19.maj 2000. Jeg havde været på ”Woodstock” og lave det sædvanlige, røget fede og fortsatte med ven-nerne i ”Stjerneskibet”, alt var som det plejede... Så midt i det hele faldt jeg i søvn. En af mine veninder dukkede plud-selig op, vækkede mig og spurgte om jeg ville med? Til hvad? En behandlingstur med nogle medarbejdere fra HOV!??

Jeg var så elendig, så ligeglad, så jeg tog bare med. Jeg var fuld og vidste knapt nok hvor jeg var. Jeg tror bare at jeg trængte til fred.
- Kendte du medarbejderne fra HOV?
- Et par stykker, Ulla og Lisbeth , jeg havde set dem og talt med dem, jeg vidste, hvad de lavede.
- Havde du tidligere tænkt på afvænning?
- Et par gange. Jeg tænkte at det var pinligt at jeg drak så meget, det var en skam for min familie. Jeg ønskede at være som min mormor, der hverken drak eller røg. Hun er mit forbillede og har som min farmor betydet alt for mig."
- Havde du hørt om HOVs arbejde?
- Ja, min kæreste havde været i behandling, men det hjalp ikke. Så havde jeg mødt Lisbeth, når hun en gang om ugen kom og lavede mad med os i ”Stjerneskibet” ....jo, jeg vidste hvad det var, noget positivt for os.
- Hvis HOV ikke havde eksisteret, og din veninde ikke havde trukket dig ud af sengen den morgen, havde du så søgt om hjælp? Du vidste jo, at du var langt ude..
- Det tror jeg ikke, jeg kender nogen der har fået antabus, men man kan drikke sig igennem og hvor er vi så?

BEHANDLINGSTUREN

I fjorten dage oplever Pitsi en tid, der kommer til at betyde så meget, at hun beslutter sig til ikke at drikke mere.
- Det værste var at sige at jeg var alkoholiker, mens andre hørte på det. Men det var en lettelse. Vi havde rundesnak, af-spænding og terapi. For første gang så jeg mig selv i øjnene og erkendte at jeg var alkoholiker.

Det var meget hårdt at mærke hvor stor en sorg jeg bar på. Min søn, min familie, mit eget liv. Medarbejderne på turen var der døgnet rundt, når vi blev kede af det, når vi havde lyst til at gå vores vej. Men valget er mit og det er ensomt.
- Hvem tog imod dig efter den første tur, da du er tilbage i ”Stjerneskibet”?
- Ingen! Jeg kan huske at jeg ærgrede mig over at det var i begyndelsen af måneden. Folk havde fået penge og jeg vid-ste der var meget sprut i huset. Men mine naboer respekterede min beslutning. Jeg sagde, at de ikke måtte sove eller opholde sig i længere tid på mit værelse, hvis de havde drukket og jeg mente det alvorligt. De holdt sig væk. De tog det til sig.
Pitsi oplevede at de andre beboere i ”Stjerneskibet” på den ene side respekterede hendes valg og på den anden side at de trak sig fra hende, når hun ikke drak. Hun var ikke den, de kendte fra tidligere.
- Jeg har set grønlandske kvinder gå helt til i druk. Sådan skulle det ikke gå mig. Min familie skulle være stolt af mig. Jeg ønskede ikke at blive set ned på af andre. Jeg ved godt hvad danskerne siger, jeg kan mærke det og sådan ønsker jeg ikke det skal fortsætte.

ET ANDET LIV

Det er mere end to år siden at Pitsi blev trukket ud af sin seng og fulgte efter sin veninde, ned ad trappen i ”Stjerneski-bet”, ud til bussen, ud til de andre alkoholikere.

- Jeg fattede det ikke helt, jeg tror jeg faldt i søvn på vejen ned til Sydsjælland... men så skete det. Jeg vågnede langsomt op til livet, til den dag, hvor jeg besluttede, at nu skulle jeg være ædru, nu ville jeg uddanne mig, få en tilværelse uden for Christiania, begynde forfra.

Pitse har fået arbejde i Sundhedshuset i Christiania og arbejder her hver anden dag. Hun går på kurser og vil søge ind på social- og sundhedsuddannelsen til januar. I december 2002 overtog hun en to-værelses lejlighed i Nordvestkvarteret.

- Det er mærkeligt, jeg har ikke besøgt mit værelse i ”Stjerneskibet” siden jeg flyttede. Jeg tror ikke jeg kan holde ud at se det. De andre i ”Stjerneskibet” bakker mig stadig op, jeg håber de en dag holder op med at drikke. Måske har jeg haft en tryggere barndom end de har haft. Derfor har det været lettere for mig. Nogle har oplevet så meget smerte, at de ikke kan holde ud at være ædru. Men når de har lyst så kommer de og snakker med mig,og flere grønlændere er også be-gyndt at komme i Sundhedshuset efter jeg er begyndt at arbejde der. Jeg kender to andre, som arbejder i grøntsagen og indkøberen, de bor også ude i byen. Så på den måde har vi stadig et liv med vores venner her i Christiania og et sted helt uden for.

- Hvad med ensomheden efter du er flyttet?
- Jeg føler mig ofte ensom Jeg bor alene og selv om jeg ved, der bor grønlændere i nærheden, så drikker de også, så jeg ved ikke. Jeg kom tidligere i AA i Christiania, det hjalp mig men jeg kommer der ikke længere. Jeg ved, at de altid vil være der i HOV. Jeg har brug for at Anita taler med mig, giver mig massage og jeg ved de andre også er der, uanset hvordan jeg har det. Nu mangler jeg at få hjælp til samtaler mellem min søn og mig. Efter han har været her på ferie, kan jeg mærke, hvor stor en sorg, det er hvad der er sket mellem os.

Jeg kommer ikke længere i ”Stjerneskibet”. Jeg har stået foran mit gamle rum, men gik ikke ind. Alene tanken om hvordan der så ud var nok - og lugten! Jeg kommer til gengæld i vores fælles café Angagoq på første sal, hvor det ikke er tilladt at drikke, så der kan vi mødes med vores venner og med hinanden. Mit ønske er at mange flere af mine grønlandske venner i ”Stjerneskibet” vælger at få hjælp til at leve på en anden måde.