Interview med Ole Sol
Ole er født i 1938 og ærgrer sig over at han ikke er et år yngre. I så fald ville han næste år være berettiget til folkepension som 65-årig. Nu må han følge den gamle lov og kan først få sin folkepension som 67-årig. Men sådan er det så meget i Oles tilværelse der begyndte som krigsbarn og endte som hippie i Christiania. At han lever er lidt af et mirakel. Eller måske har han en skytsengel som materialiserer sig i HOVs personale. Tidligere var det Buddha og hans lære, der frelste ham fra det største vanvid. Ole Sol er en af de første og dermed måske den ældste hippie i Nordjylland. Købte en gård med 40 tønder land, samlede tidens musikere som Stig Møller og Steppeulvene, røg hash, spiste svampe, der væltede op i den sandede nordjyske muld og endte med at sælge igen fordi han var den eneste der havde penge til at betale gildet. Spies var på nippet til at købe gården, han elskede jo også svampe, men han valgte i stedet at meditere og dyrke yoga i Sverige. Ole Sol har alle dage været på farten og stort set altid tabt penge og ansigt. Han har rejst i Marokko med en anden christianit. Skulle købe tjald, blev snydt for flere tusinde kroner og var ved at riste op i den golde ørken, berøvet alle værdier. Han har været på bordel i Paris for at få sex med en sort kvinde, den smukkeste i Paris, men blev bustet og franarret hver en franc og det var flere tusinde. Han har kørt rundt i hele Europa i en Toyota fire-hjuls-trækker og 45.000 kr. på lommen, alt hvad der var til overs efter et trip ind i de store forretningshaller i Skagen, med dybfrys og køl. Mange penge tjente han, men den største konkurrent, kongen i Skagen der styrede langt de fleste kølehuse, sørgede for, at han hverken kunne låne penge eller få kutterne til at lande fisk i hans virksomhed, ”Scancold”, hvor det i lang tid gik så godt, fordi han var billigere og efter eget udsagn mere fremsy-net. Den gik ikke, matadoren slog ham ud. Ole måtte forlade sin kone og barn, han var begyndt at drikke ret voldsomt og så forsvandt han ud på sin lange Europatur på flere måneder. Ole har en uddannelse som skibsbygger og har altid drømt om sit eget skib. Han har købt en gam-mel model, brugt år til at reparere på den, men drømmen brast med for meget hash og sprut, for me-get kaos og for mange uheld. Han har også været i Grønland. Som kontorleder, hvem der kan forstå det. Og han har rejst til Sey-chellerne og boet hos en lokal familie i tre måneder, vendt tilbage til Skagen, København og i flere omgange Christiania. Ole har været til fest og farver, penge og kvinder, men ikke alle dage. Hvem skulle tro, at denne mand engang som ung byggede sit eget hus i Virum, fik en bankuddannelse for ikke at skuffe far-mand, blev uønsket gravid med en ganske ung pige og far som 21-årig? Den mand der drømte om at blive kunstner, maler eller musiker. Nej, forudsigelig, det er han ikke. Ole er en hard core misbruger og indrømmer det. Han har røget hash i mindst 25 år, drukket siden han var ganske ung, men overlevet på grund af sin styrke og vilje til at klare alt. Ingen skulle fortæl-le at han havde et problem. Han kunne jo tåle det, han tjente penge, når det passede ham, han rejste og hvad så? At han efterlod sig ulykkelige børn og kvinder, tænkte han ikke så meget over. Det var de andre, der havde problemer. Og kunstner var han også, den bedste på vaskebrædt i Hot Potatoes som han spillede med i Nyhavn i 50´rne eller Papa Bues Jazzband og han skrev digte som Bob Dylan mens han drak whisky og cognac på Thulebasen. Hvad Ole har lavet på Thulebasen? Han var kontrollant. Og senere blev han hidkaldt som supervi-sor for deres regnskabssystem. Åh, ja. Deroppe drak han også i sin fritid, som der var en del af. Masser af fritid, masser af billig sprut. Ole Sol er ikke for fastholdere. Så er han i Grønland, så er han i Marokko, i Skagen og mere og mere i København.. og Christiania. En tid bor han i kollektivet ABRAXES på Christianshavn med kunsthåndværkere og andre godtfolk, lavede selv chillumér og solgte hash eller bankede knapper af læder. Ole havde til sidst hverken penge eller rygrad til andet end at følge med strømmen af gode og dårli-ge oplevelser. Han havde hørt om Solvognen, drømte selv om at lave teater, spille musik og blev en dag opsøgt at nogle christianitter, der havde hørt at han kendte én med heste. Sådan nogle skulle de bruge til en stor demo til Rebildfesten den 4.juli 1978. Ole skaffede kontakt til sin ven, hesteman-den, deltog selv i aktionen og flyttede kort efter til Christiania. Han satte sig under morbærtræet ved Helges pyramide, kom i snak og fik snart ét sted, snart et andet at bo. Han byggede sammen med andre køkken og lokaler i energiværkstedet. Målet var at skabe vind-møller Christianias eget brug, men det gik ikke. Vindmøller er ikke egnet til at bygge i en by. Så det blev ved drømmen. Han byggede sammen med andre Danmarks dengang største solfanger til badehuset, når han ellers ikke var skæv og fuld. Erkendelse- Jeg tror det skete, da jeg kom hjem fra min ni måneder lange tur gennem Europa, verdens stør-ste druktur, fortæller Ole. Det var i 1990. Han flyttede direkte til Christiania og fik sit gamle rum tilbage. Tog arbejde i gartnergruppen, fik bistandshjælp og drak og røg. Flere havde opfordret ham til at søge behandling, men ”jeg havde intet problem”. Som de fleste misbrugere nægtede Ole over for alle, at det var ham, der trængte til hjælp. - Jeg må have været døden nær. Anita fra HOV havde flere gange spurgt til mig og en af mine venner, der havde fået en behandlingstur gennem HOV og som havde været stoffri i halvandet år, puffede også til mig. Så en dag blev jeg opsøgt af Anita, der ville have med mig på den næ-ste tur til sydsjælland. På det tidspunkt var jeg holdt op med at spise, jeg havde konstant tynd-skid, startede om morgenen på pinden foran Woodstock, hængte ud på Eiffel Bar om aftenen, var konstant stiv. Jan, ham fyren der havde været ædru i halvandet år sagde, at jeg trængte til en lille ferie, et kursus-sted, bare i tre uger. En ferie fra sprutten. Nå ja, tænkte jeg, en ferie, det har vi alle sammen brug for og jeg kunne jo godt se at den var gal. Men over for mig selv fastholdt jeg, at det bare var en lil-le ferie, en slags rekreation. Den tur ændrede mig. Vi var otte garvede christianitter og så medarbejderne fra HOV. De stillede krav til os, de sendte os til AA-møder i Vordingborg, jeg mødte andre alkoholikere, blandt andet en skovridder, der gjorde et stort indtryk på mig. Han fik mig til at indse, at jeg var alkoholiker og at jeg måtte acceptere at jeg ikke kunne styre mit liv alene. Jamen for pokker, det var jo det, jeg havde gjort altid, klaret mig selv, ikke? Og nu måtte jeg se mig selv i øjnene og erkende, at den gik ikke. At jeg havde bedraget mig selv. Efter vi kom tilbage til Christiania, brugte vi hinanden og medarbejderne i HOV. Vi gik til AA-møder i Christiania, jeg fik tilbudt revalidering, blev uddannet zoneterapeut og senere deltog jeg i kurser som led i en uddannelse som misbrugsterapeut. Det betyder at jeg kunne geare ned med håndværksarbejdet, der var for hårdt for mig og så i stedet støtte behandlingsarbejdet, der foregår i HOV. Da Ole Sol fylder 60 år og har været ædru i to år, fik han af vennerne en rejse til Tibet. Og netop denne lille stat har Ole Sol sat på dagsordenen i Christiania. På sin vej gennem Pusherstreet vil den besøgende i en flot udsmykket port, nr. 108, kunne se en udstilling, samlet og vist af Ole Sol. Sammen med andre støtteforeninger, gives et fast beløb til en tibetansk flygtningepiges skoleop-hold i Norindien og blandt meget andet også til et sundhedshus i Kathmandu i Nepal, hvor såvel ti-betanske flygtninge som fattige nepalesere behandles gratis. Ole er en ægte christianit med rødder i muld, skrald og kunst. I dag får han pension og har igen fået en nær kontakt med sin yngste datter på 16 år, der går i gymnasiet et sted i Jylland. ”Jeg havde drukket mig ihjel, hvis ikke Christiania havde været her. Altid åbent.” Tine Bryld |
Følger man med i Christianias vigtige, interne debatavis i ”Ugespejlet” vil Ole Sols
navn ofte dukke op i læserspalterne. Han er som de fleste andre i Christiania noget ret unikt. Alle mennesker
har en historie, også dem, der bor i Christiania, men der er noget, der forener dem: En sund og skeptisk
utilpashed ved autoriteter. Mange har et udviklet et særligt gen som gør dem i stand til at navigere i hvilket
som helst farvand. Sådan er det med Ole og hans fæller i Christiania. De vil ofte være op mod vinden, op mod
egne og andres modstand, men de er sjældent kedelige at lytte til. Der bor mange grønlændere i Christiania,
men også mange danskere, der lige så godt kunne være grønlændere i Danmark: Lidt eksotiske og lidt ved siden
af det vi kalder normalitet. Jeg tror også det gælder mange danskere, der søger til Grønland, men det er en
anden historie!