I den bedste mening

Bogen handler om 22 grønlandske børn, der i 1951 blev afskåret fra Deres familie for at blive omskolet til elitedanskere, er ikke blot dramatik. Den er et dokument om en al for uudforsket tid i den dansk- grønlandske historie.

Bogen findes også på grønlandsk.

Pressen skrev:

Nina Lauritsen, Politiken

Lys på det dunkle

I den bedste mening.....

Udtrykket rummer på en gang både anklage og overbærenhed. Brugt som titel på Tine Brylds og Per Volkvers nye domukentarbog om 22 grønlanske skæbner er det uforunderligneligt, netop forbi bogen i sin grundtone hverken anklager eller forsvarer.

Titlen dækker således den dybe individuelle smeter hos de 22 grænlændere, der som seks-syv års børn i 1951 blev skilt fra deres familier, udset til at være en kernetrop i den danske kolonoadministrations udviklingsplan for det dengang tilbagestående grønlandske samfund. Og rammer på samme til hovedenerven i det dansk-grønlandske dillema, som det har tegnet sig i det sidste halve århundrede: Hvordan hjælper og støtter et fangerfolk, der på få årtier måtte igennem en udvikling, som andre kulturer, herunder den danske, har haft sekler til.

Set i bakspejlet er hele projektet naturligvis barbarisk. Ingen børneforsorgn på vore breddegrader ville i dag finde på at presse fattige og socialt belastede familier til at afgive et barn med henblik på at et socialt eksperiment. Endsige at fragte barnet til en anden verdensdel for at indføre det i en fremmed kultur og et fremmed sprog. For derefter at brige det tilbage til at børnehjem i hjemlandet med forbud mod at tale eller lære det nu glemte modersmål.

Men tiden var både i Danmark og i Grønland en anden i 1951. Som en af bogens medvirkende siger: Vi ved meget lidt m den periode i Grønlands historie, og mange i den genneration har lidt meget og været meget alene med deres tanker.

Behandlngen af de 22 intelligente forskolebørn og de mange ældre børn, der i 50’erne og 60’erne fulgte efter på et års skole- og fordanskningsophold i Danmark, var i forj´hold til langt de fleste et fejlgreb. Men det skete jo netop ”i den bedste mening”. Hensigten var at give de pågældende børn forudsætning for at få en uddannelse, der den dag i dag er en mangelvare i det moderne Grønland og dermed akilleshælen i hjemmestyrets bestræbelser på at skabe et uafhængigt samfund.

Prisen i forma af menneskelig lidelse beskrives nøgternt i Tine Brylds bog. Sammen med fotografen Per Volkver og et af de 22 børn, socialpædagog Helene Thiesen, har hun udført en kæmpe bedrift for at dokumentere den glemte historie. De tre har rejst Danmark og Grønland tyndt for at opsøge de 22 børn, deres familier, deres plejefamilier og deres venner. Kun en lykkedes det ikke at finde. De andre har hver i sær fået deres eget kapitel, hvor så mange facetter af deres historie som muligt er beskrevet.

Syv er døde. De tre som følge af drab, selvmord og ulykke. Omkring en tredjedel har treods identitets-problemer klaret sig godt i livet. Resten har haft det sværere. De fleste endte i Danmark. Alle berettede om de frustrationer over at være berøvet familie og modersmål. Hjertegribende er den fælles bitre erindring, af de syv-otte årige børn efter Danmarksopholdet ikke længere kunne tale med deres grønlandsktalende forældre og søskende.

Trods forfatterens små private kommentar om de interviewedes udseende, boligundretning, ordenssans m.v. er det intrykket, at alle er kommet til orde på deres egne præmisser. Et gennemgående og rystende træk er, at mange af de tidligere børnehjemsbørn først ved Tine Brylds besøg får klarhed over, hvilke forhold der har bestemt netop deres skæbne. En enkel hjælper hun endda med at få kontakt med den tabte familie i Grønland og finder andledning til at filosofere over, om hun nu ikke dermed også gør sig skyldig i brøden at hjælpe ”i den bedste mening”.

I Den Bedste Mening er en bog, man ikke slipper før sidste side er vendt. Ikke alene sætter Tine Bryld projektør på et dunkelt og næsten glemt hjørne af den dansk-grønlandske historie, hun tegner en række portrætter, der ætser sig på nethinden godt hjulpet af Per Volkvers nærværende billeder og af de gamle fotografier fra 50’erne. Som læser savner man dog lidt mere historisk baggrund. Var de 22 børn foreksempel de eneste, der på den måde blev berøvet familie og tilhørsforhold eller fulge der flere efter?

Et folk skal kende sin historie. Med denne bog er der ikke længere undskyldninger for at glemme, hverken i Danmark eller Grønland. Hvad vi derimod kan lære af historien idag, da Grønland har hjemmestyre og dermed ansvar for egne ulykkelige skæbner, er et andet spørgsmål, som man nok skal være varsom med at besvare.

Bogen er nu udsolgt fra forlaget!­ ­