Bogen handler om Maria, som er indlagt på en lukket afdeling. De siger, hun ville slå en ihjel. De siger, hun har forsøgt selvmord.
En bog om kærlighed og afmagt. Om skyld og uskyld.
Pressen skrev:
Steffen Larsen, Politikken
‘Hvid som sne’ (fra 1988) er nok den mest militante af de bøger, som Tine Bryld skrev for store piger, da hun var færdig med de mere folkelige i Liv-serien.
Bogen er nærmest skinger i sin tone, fordi Tine Bryld er så inderligt pas på hele det hvidkitlede system og alle voksenlivets mange skjulte koder.
Hun lever sig helt ind i sin hovedperson – Maria på 18 år – om bag aggressioner, fortvivlelse, piller og snit i håndleddet. Det er også en jeg – bog – skrevet til en ukendt. Det er stærk kost.
Marias nedtur begynder, da hendes mor kører galt i bilen (og bliver dræbt) i affekt over, at far kissemisser med Marias lærerinde. Dén familie- saga kører sideløbende med Marias desperate dyk over dødsruten.
Hun er ikke til at nå, og hun ser lige igennem alle falske voksne. Hun lyser af det klare vanvid. Og så er det af sted på den lukkede. Måske knækker Tine en litterær nakke på at ville tale med to tunger i Bryld dette tilfælde. Men så gør hun det med format i ‘Hvid som sne’.
Marias historie har en absolut happy ending. Pigen lover at ville fortsætte med at være helt ærlig. 100 procent ærlig. En ny Tine Bryld er født.
Beth Juncker, Politiken 1988
Snehvide
Tine Bryld skriver modigt op mod myten om den onde stedmor.
HVID SOM SNE hedder Tine Brylds nye roman. ”Snehvide” tænker man og selvom romanen hverken har med eventyr eller 7 dværge at gøre, er associationen ikke helt ved siden a. Bag den ligger, omend skjult, eventyret om ”Snehvide” og den forståelse af ungdom og erfaring, det rummer. Den unge, helt uskyldige pige. Den gode mor der er død. Den onde stedmoder, der huserer. Faderen, der er magtesløs. I eventyret bliver Snehvide med sin godhed og naivitet et uskyldigt offer for stedmoderens erfarne nedrighed. Det byder sig til som en forståelsesramme, der med sikker hånd tildeler ungdommen uskylden og retfærdigheden og lader det voksne og skylden og ondskaben.
Det er dette billede Tine Bryld reviderer med romanen om Maria. At ville leve i Snehvides billede, siger hun, at ville fastholde uskylden, renheden og sandheden for sig selv og placere skylden, svigtet og nedrigheden entydigt hos andre, er ikke holdbart. Det bliver en boomerang, der kan være farligere end andet – også for den, der sender den af sted.
Da vi møder Maria er hun 18 år og indlagt på den lukkede afdeling. Udadtil hadefuld, aggressiv og mistroisk. Indadtil meget angst og ulykkelig. Meget er gået galt. Med hvad og hvorfor? De er de spørgsmål romanen lidt efter lidt besvarer. I løbet af de år Maria tilbringer på hospitalet, skriver hun sig igennem det forløb af begivenheder, der førte til indlæggelsen. Et sorgarbejde og en terapeutisk proces.
Tine Bryld har komponeret romanen med et dobbelt blik: jeg Maria sidder her flere år efter og fortæller om hende Maria. Hun opnår i fortællingens forløb den distance til oplevelserne og til sig selv, som alene gør det ,uligt at bryde forsvaret og begynde at se.
Det er en bevægende roman, der indefra gennemskriver hele pubertetens følelsesregister: depressionerne, mutheden, sårbarheden, muren mod verden, der på et øjeblik kan vige for lykke og hurtigt vende igen. Det er også en rystende roman. Den erindrer os om det fortrængte, det glemte. At ungdom kan hade ligeså helt og udelt som den kan elske. Netop det sker for Maria.
Som alle unge har hun haft det svingende med sin mor. Elsket hende og foragtet hende. Moderen dør ved en trafikulykke. Marias sorg, savn og skyld bearbejdes ikke og langsomt går det galt. Hun lukker i, flygter ud i had, i anklager mor alle andre, i destruktion og selvdestruktion. Dyrker sin mor og hader den kvinde, der forsøger at hjælpe og støtte, faderen, broderen og hende selv. Maria vil være Snehvide. Hun lægger en ring omkring sig, som er umulig at bryde, fordi al venlighed mistolkes som snigløb og svigt. Hun vil elske, hun vil leve, men hun tillader hverken sig selv eller andre at gøre det. Værger sig med alle midler mod den forbandelse, som er de voksnes: altid at være medskyldig og lære at leve med det.
Det er en flot og modig roman, der splitter de stereotype sort-hvide mønstre for alle vinde, understreger, at vi alle har gode og onde kræfter i os og at vi ikke kan leve uden at få men af hinanden. En roman, der er lige så væsentlig for unge og for ældre. Den handler om forholdende mellem os og nægter at lade sig spise af med de lette billeder.
Bogen er nu udsolgt fra forlaget!