Den 1. maj I 1979 var en mærkedag for Grønland (og Danmark). Det var dagen da Grønland fik sit hjemmestyre. En regeringsform, hvor Grønland indenfor visse områder fik tildelt fuld administration, men baseret som et rigsfællesskab, hvor Danmark har suverænitet over Grønlands undergrund. Om et par år fylder hjemmestyret 25 år, og det samme gør de unge grønlændere, der blev født samme år som hjemmestyrets indførelse. Denne bog indeholder en række interviews med disse unge grønlændere, årgang ’79.
Bogen søger at afdække deres tanker om fremtiden, om arbejde, uddannelse, familie, børn. Hvilke værdier betyder noget for dem? Deres oprindelige sprog er grønlandsk, men mange taler kun dansk. Deres uddannelse foregår på dansk, selvom nogle ikke taler sproget. De unge grønlændere må hele tiden leve med disse modsætninger i sig. Hvordan tackler de den nye verden? Er de blevet mere nationalistiske eller er de bare som alle andre unge. Vil de have selvstyre, eller er de tilfredse med at være en del af Danmark? Kedelige er de i hvert fald ikke!
Bogen findes også på grønlandsk.
Pressen skrev:
Else Lidegaard, Politiken
På Tværs af de unge
Tine Bryld har snakket med et bredt udvalg af grønlandske unge fra 1979. Det bliver et vældig godt portræt af ungdommens problemer og håb.
Tine Brylds idé er enkel og oplagt: at interviewe unge fra den største årgang, der blev født ind i det grønlandske hjemmestyre. Den viser sig også at være overrumplende givtig. Med forfatterens formidable kendskab til unge, og hendes legendariske evne til at spørge ind til der, hvor det gør ondt, lykkes det at komme hele vejen rundt om det grønlandske problemkompleks: spiritus, sprog, selvværd, selvmord. Man kunne tilføje sex, som dog heldigvis ikke altid er problematisk.
Tinde Bryld har opsøgt forskellige uddannelsessteder og kollegier, både i Grønland og Danmark. På den måde har hun mødt et overbevisende repræsentativt udvalg af de unge grønlændere, der i dag er først i 20’erne.
Angiveligt har hun talt med hver tiende af årgang 1979. Billedet, der oprulles, er særdeles broget – hvilket i sig selv gør det vanskeligt at finde generelle og adækvate løsninger på de iøjnefaldende vanskeligheder, de unge lever med. I bogen henvises der gang på gang til en mangelfuld og utidssvarende folkeskole. Også i Danmark har vi jo svært ved at få lavet en tilfredsstillede folkeskole; i Grønland mærker man yderligere den kolossale geografiske udstrækning (som for så vidt som en videregående boglig uddannelse oftest foregår her, også indbefatter Danmark) og de langt større sociale forskelle, en grønlandsk folkeskole skal skræve over. Foruden de to sprog. Tre, med engelsk, som heller ikke det moderne Grønland kommer udenom. Læg hertil en katastrofal mangel på lærere og næsten ingen materialer, og da slet ikke på grønlandsk, og man kan næsten ønske sig gamle dage tilbage, hvor enhver velbegavet grønlænder, der nåede frem til en videreuddannelse, blev præst eller lærer, endnu tidligere sammenfattet i det specielle begreb kateket. Med danske seminarieforstandere, der blev deroppe et liv igennem og talte sproget, så de også kunne udfærdige undervisningsmateriale på grønlandsk.
Men man kan ikke vende tilbage. I dag møder man grønlandske læger, jurister og frem for alt politikere, der har drænet skolerne for megen god arbejdskraft. Tine Bryld har en oversigt over, hvad de forskellige kategorier af lærere tjener, begyndelses løn og slutløn, og hun tilføjer: »Hvis lærerne klager over lønnen, hvad siger så pædagoger og socialpædagoger?«. Det kunne have været sjovt, om hun havde anført også en politikerløn.
Mange af de unge tager skarpt afstand fra Siumuts forslag om en fordobling af politikernes egen løn, som udløste så store demonstrationer i hele landet, at man måtte trække forslaget tilbage. Overhovedet er det kun få af de unge, der synes, hjemmestyret tilgodeser deres interesser eller inddrager dem nok, og heller ikke de aktuelle tanker om selvstyre fænger hos de adspurgte, som mener, at uddannelse og økonomi skal være helt anderledes i orden, før man skal tænke på at løsne fortøjningen til Danmark.
De unge vil gerne have en uddannelse, men alt for mange giver op. Allerede i det grønlandske gymnasium, GU. Det er sprogkundskaberne der ikke slået til.
Den grønlandske folkeskole, som i dag overvejende har grønlandske lærere, prioriterer det grønlandske sprog og venter med at lade eleverne begynde på dansk til 4. klasse. Præcis som i danskertiden, bare omvendt. Samtidigt har man integreret den danske arbejdskrats børn i de grønlandske klasser, angiveligt for at børnene kunne ’smitte’ hinanden med deres sprog, en ønsketænkning, som nu viser sig at være en fatal fejlslutning. De danske børn når ikke at lære grønlandsk, tværtimod bliver danskerne, ofte lærere, i kortere tid, fordi de ønsker en mere effektiv skolegang for deres børn, og de grønlandske elever kan selv på sidste klassetrin rystende lidt dansk.
Og alle keder sig. Tine Bryld har en lille reportage fra et besøg i en 11.-klasse og skriver om den unde, velmenende danske lærer: »Hvis han ikke havde klassen i engelsk og havde været med dem på hyttetur, var han løbet skrigende bort«.
Samtidig gør hun opmærksom på, at den samme lærer roser eleverne for »at have gjort et godt stykke arbejde«. Den elev, hun sidder ved siden af, viser hende sin diktat. På de 6-8 linjer er der 5-6 fejl. Der forlanges simpelthen ikke nok af dem, siger de unge selv. De er også imod, at de kan komme ind på et dansk universitet på et 8-tal, hvor der kræves mere af en dansker. De føler sig udvalgte og parate, når de kommer herned, men det viser sig, at de er alt for dårlig udrustet til at gennemføre et universitetsstudium. Samtidig viser statistikken, at 70 procent af de studerende har dansk som modersmål og ikke behersker grønlandsk. De kommer typisk fra blandede ægteskaber, hvor moderen har været dansk. Det er i de blandede ægteskaber, hvor moderen er grønlandsk og faderen dansk, at de helt dobbeltsprogede unge rekrutteres. Sådan er kønsrollemønsteret.
Og endnu en gang bliver det bevist, at grønlandsk og dansk er sprog, der ligger så langt fra hinanden, at det kræver en helt særlig indsats at læse sig det sprog, man ikke har fået ind med modermælken. Da der for nylig på Christiansborg var en konference, ’Har rigsfællesskabet en fremtid?’, efterlyste Ekstra Bladets Hans Engell, hvad grønlændere og færinger »kunne bidrage med til sammenskudsgildet, ud over en god appetit«. Hvortil Jonathan Motzfelt svarede: »Jeg har lært mig dansk«.
Der interviewes også unge, som har klaret det, som det går godt, og som har visioner om et Grønland, der åbner sig mod verden. Som ikke mere vil bære den offerrolle, som danskernes dårlige samvittighed tildeler dem, men selv tager ansvar, og som også tager skarpt afstand fra selvmordet som den lette udvej. Det er oftest dem, der kommer fra hjem, der ikke har været præget af spiritusmisbrug og vold.
Og man forstår, at de alt for mange af denne generation, som har været igennem uhyrligheder på den konto, har et ønske om, at det skal deres børn ikke opleve. Spiritusforbruget er faktisk faldet til dansk niveau.
Til sidst opsøger Tine Bryld en af hjemmestyrets fædre, Moses Olsen, der med »sin karakteristiske forfinede afmålthed« fortæller hende om hjemmestyrets start, og hvordan Isi Foighel som formand for hjemmestyrekommissionen fik grønlændere til at stryge et betydningsfuldt ’de’, så det bare blev »grundlæggende rettigheder til landet og dets ressourcer«.
Tine Bryld synes ikke, Moses Olsen bliver brugt nok og foreslår forskellige ting. Hun efterlyser også en politisk debat i Danmark om løsningsforslag på de grønlandske problemer. Men mon ikke vi skal indstille den danske foretagsomhed og give grønlænderne lov til selv at tage initiativet?
Tine Bryld gør i sin indledning opmærksom på, at hun aldrig har set en hval eller en sæl. På en måde er det bogens begrænsning. Det er, som om vi lytter til ’Tværs’, også når vi møder de unge grønlændere. Tine Bryld pådutter dem vel ikke noget, men hendes okular stiller især skarpt på bestemte områder.
Samtidig med at hun rejste rundt og lavede sin undersøgelse af de unge, opsøgte en anden dansk kvinde, Karin Littauer, grønlændere i den modsatte ende af livsbanen. Det er der kommet en dokumentarfilm ud af: ’Jeg husker’.
Her møder man en helt enestående registrering af grønlandsk mentalitet og humor, som den endnu kan komme til udtryk. Supplerer man Tine Brylds letlæste og meget oplysende bog med et besøg i Filmhuset, vil man ane den verden, som også de unge har som baggrund for deres væren i livet.
Bogen er nu udsolgt fra forlaget!