En Grønlænder i Højesteret

Denne gang er det ikke de stolte Thuleboere, der venter foran den statelige bygning bag Folketinget og Statsministeriet og indbyder til respekt og hjertebanken. Trappetrinene går man ikke bare op ad. Næ, benene skal løftes højt og blikket fæstnes til hvert et trin indtil man når den høje, smukke dør med et enkelt advarselsskilt om at døren åbnes udad. Ja, tak, jeg behøver bare lægge min hånd på det store messinggreb og vups, så åbnes døren af en usynlig elektrificeret ånd og indenfor venter tystheden, alvoren og glasburet til højre med et par meget venlige damer, der fortæller, at det koster 175 kr. at få udskrevet en dom. Jeg er her, en gråkold fredag i juni for at overvære en retssag mod en af de grønlændere, der sidder i fængsel på ubestemt tid i Herstedvester. Jeg har kendt ham fra 1990 og fulgt hans sag. Gang på gang har han ansøgt om at blive overført til Grønland, uden held. Nu forelægges sagen Højesteret og hans forsvarer er en af de danske advokater fra Nuuk, kendt som erhvervsadvokaten. Jeg ser ham et stykke længere nede ad gangen. En stor mand med silkekappe, lettere nervøs i de uvante omgivelser. Han hilser på sin klient og bistandsværgen, en kvinde, der lige har skrevet spe-ciale om blandt andet de dømte grønlændere i Herstedvester. Hun har sagt, at hun gerne vil vidne. Det skulle de have talt om tidligere, svarede advokaten, nu var det for sent. Jamen, som forsvarer må man da tænke selv, eller? Advokaten virkede noget forvirret, ude af stand til at fremstille sagsforløbet i sammenhæng og uden at kunne sætte ord på sin klients lidelser. Grønlænderen sidder for sig selv med to betjente bag sig. Han er tydeligt mærket af sin fortvivlelse, ansigtet er fortrukket og nervøst, det lange sorte hår pjusker ned ad ryggen. Han er blevet tyndere, mere gennemsigtig siden sidst. De få tilhørere sidder i den modsatte side, advokaten har travlt med at finde papirer frem og retter ikke en eneste gang blikket mod den ensomme skikkelse. Grønlænderen er dømt for to eller tre sexforbrydelser mod mindreårige, samt et par andre mindre alvorlige forhold. Siden 1987 har han siddet i Herstedvester på ubestemt tid. Med undtagelse af nogle få måneder, hvor han blev overflyttet til anstalten i Nuuk, har han været i et lukket fængsel i snart 17 år. Grønlændere der har begået alvorlige personforbrydelser sendes til Danmark fordi man ikke har lukkede fængsler i Grønland. Årsagen til at de sendes til Herstedvester er at de skal have lægelige behandling, det er ikke en straf, for noget sådant opererer man ikke med i den grønlandske kriminal-lov. De dømte grønlændere sendes altså hertil for at få hjælp til at begå sig i samfundet fremover. Advokaten procederer for at få den tidsubestemte dom ophæves, først og fremmest på grund af den manglende proportionalitet mellem forbrydelse og straffens længde. Ingen i Grønland eller Dan-mark ville få en så lang straf for en tilsvarende forbrydelse. For at holde ham indespærret skal der være en nærliggende fare for at manden er farlig for samfundet, fremhæver advokaten og beretter om en tilsvarende sag i Grønland, hvor den dømte afsonede to år i den åbne anstalt i Nuuk. Hvorfor sidder grønlænderen så længe i Herstedvester?

Efter min mening af to årsager: Han er blevet dårligere og dårligere efter hvert års afsoning. Han er mishandlet af et umenneskeligt system, ikke af personerne, men af selve den dom, der hedder ”dom til Herstedvester på ubestemt tid.” Manden på bænken er totalt nedbrudt. Han er gennem årene blevet psykisk syg. Han er blevet nar-koman i Herstedvester, det ville ikke ske i Grønland, hvor man ikke har hårde stoffer. Han får i dag metadon, nerve- og sovepiller. En anden årsag er, at manden ikke vil have Androcur – et stof, der dæmper kønsdriften. Tidligere har han sagt ja, men det viste sig hurtigt at han måtte stoppe behand-lingen på grund af forhøjede levertal. Nu tør han ikke længere, også fordi der er andre bivirkninger ved at indtage stoffet. Spørgsmålet er, om samfundet kan spærre denne mand inde resten af livet, hvis han ikke vil indta-ge Androcur. Eller om han ikke på lige fod med andre personer, der har begået sexforbrydelser kan tilbydes en anden behandling Androcur er ikke bolsjevand eller en beroligende pille. Det er et alvorligt indgreb i et menneskes personlighed og jeg vil ikke frasige lægerne ret til at ordinere dette stof, som kan være godt for nogle. Men i modsætning til de danske sexdømte i Herstedvester, får grønlænderne ikke tilbudt at blive overflyttet til den særlige afdeling hvor Herstedvester samarbejder med sexologisk klinik omkring behandling af mænd, der har fået en tidsbestemt straf for en sexforbrydelse. Dette tilbud har de grønlandske dømte ikke, alene fordi de sidder på ubestemt straf, og for at få samme tilbud som de danske dømte, skal man have en tidsbestemt straf på op til fire år, og det kan en grønlænder aldrig få, når han dømmes til anbringelse i Herstedvester. Det er altid på ubestemt tid. Det er en klokkeklar diskrimination, som advokaten med god ret kunne have forelagt de fem dommere.

Lige nu sidder der 19 grønlændere på ubestemt tid i Herstedvester. Der er lige så mange grønlændere som danskere i forvaring på ubestemt tid. Der er kun 50.000 grønlændere og vi er mere end 5.5 millioner og intet sker. Åh, jo, der blev da nedsat en retsvæsenskommission for mere end ti år siden, der skulle have bars-let med en betænkning for flere år siden. Undskyldningerne for at den ikke er kommet endnu er næ-sten lige så bizarre som alt andet omkring de dømte i Herstedvester. Noget med at alt skulle oversættes til grønlandsk og noget med at der ikke kunne laves en delbetænkning af afsnittet om Herstedvester som var den oprindelige grund til at kommissionen blev nedsat. Jeg håber at kommissionens formand, højesteretsdommer Per Walsøe med interesse har hørt efter kollegernes snak hen over frokosten om en formiddag med en totalt nedbrudt mand og en advokat, der forsømte en enestående mulighed til at advokere for et opgør med de retsløse tilstande en del af dette lands statsborgere udsættes for – dag efter dag, år efter år. Vi venter stadig – på Retsvæsenskommissionen.

Tine Bryld