De nederste i Herstedvester
Om Herstedvester, et lukket fængsel uden for København. Hvert
år sendes en eller flere grønlændere til afsoning på ubestemt tid. De har begået alvorlig kriminalitet, men de
straffes dobbelt hårdt, - fjernet fra familie og kultur. Fra folkeskolens ældste klasser, gymnasiet/hf og
voksenuv.
Det er først og fremmest en bog om den umenneskelige behandling vi accepterer ved at sende grønlændere til
afsoning på ubestemt tid i Danmark. Der sidder stadig grønlændere både i Herstedvester og amtshospitalerne i
Vordingborg og Nykøbing Sjælland og det agter jeg at gøre opmærksom på, indtil der er bygget et lukket fængsel i
Grønland og en lukket psykiatrisk afdeling, som man hidtil ikke har bevilget penge til.
Bogen findes også på grønlandsk.
Pressen skrev:
Hans Larsen, Ekstrabladet 1992
Den kolonipolitik, Danmark siden midten af 50érne førte i Grønland, baseret på vækst,
industrialisering og befolkningskoncentration, var muligvis velment. Men den var udtænkt, udformet og ført ud i
livet af danskere, der nærmest så Grønland som en slags kæmpelaboratorium, hvor de kunne afprøve deres teorier.
Resultatet var nok vækst, men også store menneskelige lidelser...
Det er nogle af de værste af disse lidelser, Tine Bryld og Pernille Kløvedal Helweg skildrer i bøgerne "De Nederste
i Herstedvester" og "Abel", som med rette har fået stor omtale, allerede inden de udkom...
Tine Brylds store styrke er, at hun bevarer sin sunde fornuft og kritiske sans, selv stillet over for den sum af
håbløshed og sorg, som de deporterede grønlændere repræsenterer. Hun glemme ikke, at de har begået forbrydelser, og
hun giver ikke "samfundet" eller "systemet" skylden for alle ulykker. Netop derfor bliver hendes konklusion
troværdig: At både Danmark og Grønland - det officielle såvel som befolkningen generelt - vælger at lukke øjnene
for et problem ved at sende en håndfuld stakler 4000 km væk fra deres eget land og lade dem spærre inde på ubestemt
tid under forhold, der for de fleste af dem er uforståelige og uvirkelige. Det er uværdigt og umuligt at forsvare.
Desuden er det efter al sandsynlighed direkte i strid med Menneskerettighedskonventionerne, som vi i andre
sammenhænge forsvarer så højrøstet. Tine Bryld har skrevet to meget væsentlige bøger.
Ambro Kragh, Politiken 1992
Hun skildrer deres sorg og hjemve efter år i Herstedvester, deres trøstesløse hverdag i
anstalten, deres tanker om deres smukke land 4000 km mod nord. Stille og roligt lader hun de grønlandske indsatte
fortælle deres historie på deres egen stille måde...
Det er lykkedes Tine Bryld at få de medvirkende i bogen til at åbne sig om de meget konfliktfyldte emner uden at
det får antydning af sensation over sig...
Bogen om de grønlandske indsatte i Herstedvester bør straks læses af danske og grønlandske politikere.. Ved at læse
Tine Brylds bog bliver man klar over, at afsoningen i Herstedvester er en legal form for tortur, som hverken
Danmark eller Grønland kan være bekendt...
Bogen er nu udsolgt fra forlaget!
|