En rapport om beboerrådgivningen i Christiania.
Bogen er nu udsolgt fra forlaget, men herunder kan du læse tre udvalgte kapitler fra bogen!
Kapitel 1 – Nemoland
Nemoland – oase, socialt virkefelt, pusherparadis, kulturland eller bare ”Nemo”?
Nemoland, Månen og Woodstock, kendte værtshuse for indviede og dermed også en magnet for de uindviede, der skal opleve Christiania live.
Woodstock er det ældste. Kongen over alle. Med sine hundrede stamgæster, der hver morgen trodser vejr og vind for at liste sig ind gennem den slidte dør til det store rum, hvor hash- og tobakståger hænger tæt over bordene. Kaffe, brød og en smøg eller en joint. Så er dagen godt begyndt. Man har sikret sig at de andre er der, at natten er overstået med hus og mand i behold. Alle nyheder begynder her længe inden Christiania er vågen. Og alle rygter opstår og aflives eller gødes med nye informationer. De gamles stamværtshus, grønlændere og danskere der siden Christiania voksede ind i storbyen har mødtes over barstole og umage bænke, sorthullede borde og en brændeovn.
Månen, den elegante stil med appel til unge der tør og ikke tør og allligevel prøver noget der ligner det derude. Måske lidt poppet, måske lidt for smart, men månen er også stedet hvor mange mødes. Og så er Månen ikke mindst nabo til Christianias hardcore aktivitetscenter, Fabrikken med sit boligkollektiv, biograf, badehus og meget andet. Hjertet og hjernen i et hus, hvor talsmænd og -kvinder gennem år har mødtes, diskuteret, skændtes, drukket bajere og rødvin og klaret de værste kriser. Med næsen og kloen godt plantet i gadens miljø.
De skal leve sammen, pushere, drønnerter, idealister, ideologer og alle de andre. Fabrikken er midt i det hele, dens område er også Månen og Nemoland og lige på grænsen til naboområdet, Mælkevejen med Woodstock centralt placeret.
Fabrikken har indtil nu bevæget sig i minefeltet mellem totalt kaos, høj musik, overtrædelse af reg-ler om lukketider og larm, men det er lykkedes området at holde styr på sine uromagere til den grad hvor sådan noget overhovedet er i stand til at blive styret.
Værtshuse har alle dage haft en social værdi. Og værtshuse har tiltrukket stamkunder og stamkun-ders ligemænd. Nogle ligger ved Nordkysten med udsigt til Sverige og indsigt i alverdens drugs til dyre penge og uden indblanden af hele skovvogne fyldt med udstoppede ængstelige betjente og bid-ske hunde. Dem kender Christianias værtshusholdere til gengæld. I disse måneder hvor alt står i normaliseringens tegn, vælter mellem 100 og 200 betjente hver uge gennem hegn og døre.
Nemoland er nok den sværeste nød at knække, selv for et veltrænet og oplyst politi. Det kan måske berolige ordensmagten, at sådan har mange christianitter det også. Nogle elsker Nemo, andre holder sig på afstand med en vis foragt, men alle har en mening.
Det er lettere med woodstock, der i den grad er Christiania med de ældste pushere, håndværkere, grønlændere og flippere, staden har huset og elsket. Men Nemo har en noget anden historie. Rockerhøjborg hviskes der rundt omkring. Således blev en ung far slæbt i amtet, fordi kommunen havde indberettet at han tilbragte den tildelte samkvemstid med sin søn i området omkring Nemoland. Først da Nemolands ansatte truede kommunen med retssag for at blive betegnet som rockerborg, blev ordlyden ændret og et nyt brev sendt af sted til amtet.
Nemo har engang været rockernes faste tilholdssted, dengang Bull Shit havde sit virke i staden. Den sidste høvding i gruppen blev skudt ned i slutningen af 80´rne en juledag midt i julemaden. Han sad på den bænk, der ikke længere er. I dag en bar med alverdens tilbud i sprut. Det er slut nu, de sidste BullShitter har skiftet stil eller navn. Rockere er stadig velkomne, men uden rygmærke.
En af de gamle rockere, Flemming driver stedet og er den, alle kender og hilser med respekt. Hvem er han? Jeg ved han har en datter, han er vild med og som kommer i Nemo med sine veninder fra den fine gamle skole. Hun skal i gymnasiet efter sommerferien, hun vil noget med sit liv og har sin fars hengivenhed og kærlighed, så hjertet smelter når man hører den gamle rod prale af sit vidunder. Han er ikke den, der fører sig frem, men han var en af dem, der fik andre værtshusholdere med på at lave en momsordning. Told og Skat krævede det, men resten af Christiania var bekymret. Hvad ville det betyde for de små indtægtsfattige virksomheder, hvad ville det betyde for selvforvaltningen? I dag er samtlige værtshuse momset på almindelig vis, mens de øvrige virksomheder har en fællesmomsaftale.
Der er ansat 12 personer med hvid løn, 16 om sommeren. Herudover arbejder mellem 4 og 6 i bistroen ved siden af. Kulturforeningen er et Nemoprodukt med egne aktiviteter; Sport, musik og sponsorering af andre sociale arrangementer i Christiania som f.eks ungdomsarbedet i ”Ud af Røret”, der hvert år sender mellem 50 og 70 unge på en fælles skitur med forældre og voksne.
”Jeg havde selv problemer i skolen. Jeg var ordblind og blev altid mobbet af lærerne. Jeg hadede at gå i skole og gik ud som 15-årig hvor jeg fik et arbejde. Sådan begynder det også for mange af de unge, der kommer her. Man dumper, man bliver smidt ud, man begynder at hænge ud med de andre. Til sidste opgiver man skolen. Tænker at det er lige meget alt sammen. Jeg kender dem, jeg ved hvordan de har det. Jeg kender de fleste af de unge, der kommer her. I begyndelsen holder vi øje med dem, om de bliver for dumme eller for fulde. Vi snakker lidt med dem, men spørger ikke så meget. Det må tage sin tid. De kommer her jo også i skoletiden og så en dag begynder vi at bokse lidt med dem. Vi vil ikke have de pusher, men vi ved jo også at mange gør det. De skal hverken sidde i gaden og her, de unge, det er alt for tidligt. Nogle af dem sætter vi i arbejde med at gøre rent, passe haven og om sommeren holde rent omkring alle bordene. Vi kan jo se, at de bliver gladere, når de kan hjælpe til og så bliver de også til at tale med. Vi har mange forbindelser, så vi kan måske skaffe dem ud at sejle, på søfartsskole eller bare et arbejde ude i byen. Og så har vi et godt samarbejde med folkene i Herfra og Videre. De kan hjælpe mange videre og det benytter vi også. Men der kan gå lang tid inden det kommer så langt. Tilliden skal være der, troen på at du kan noget. Jeg ved det bare fra mig selv. Jeg ved også hvad det betyder – på godt og ondt at høre til en gruppe, ingen andre gider høre på.”
Om sommeren kommer mellem 5 og 800 unge hver eneste dag. De sidder under de hvide parasoller med skak, backgammon og andre spil, de kan låne i baren. De kan ryge deres joints, men ikke i Værtshuset. Uden for.
Om vinteren mødes man indenfor i værtshuset, eller bodegaen ved siden af hvor der serveres fast food eller omkring udendørs baren, hvor der kan ryges.
Nemoland er en blanding af en søvnig bodega i provinsen og Mafiaens foretrukne værtshuse i New York. Ved siden af baren står et arrangement af røde sofaer og bord, tydeligt reserveret til den mere indviede gæst. Der er andre stamborde, men ikke så alvorligt som det lyder. I rummet ved siden af baren er der indrettet en slyngelstue med det sædvanlige billiardbord, flittigt brugt med gæsternes kommentarer fra de omkringliggende borde. I dette rum er måske Københavns eneste akvarielokum. Man sidder og skider i et akvarium. De store fisk svømmer rundt over dit hoved, ved siden af og giver en stemning af afslappet atmosfære. Lidt i modstrid med den virkelige tilstand. Rum og lokummer er nemlig videoovervåget for at forhindre indtagelse og salt af stoffer. Men fiskene har må-ske den mest forebyggende effekt. De er smukke og beroligende midt i boblevandet. Dørene til lokummerne er rigt dekoreret af Peberben, der er landet i Christiania efter en opvækst i en rigmandsfamilie hvor han følte sig som det sorte får, en mislykket karriere som bogholder i et rejsebureau i Paris. ”Jeg var helt orange, da jeg landede her, siger han, jeg ønsker at give min kreativitet til Christiania. Jeg har altid tegnet og nu står mit værk på døren, kan du lide det?”
Det kan jeg, ligesom jeg er klar over, at livet har været barsk for Peberben. Han ønsker ingen kon-takt med samfundet, i flere år samlede han kasserede fødevarer fra Superbrugsen og solgte det billigt. Så begyndte han at komme dagligt i Christiania og tjener nu til føden ved at gå til hånde rundt omkring. ”Det eneste sted nogen tror på mig.” Han havde ingen sygesikringskort, da han blev stamgæst i Nemoland, var ikke tilmeldt nogen steder, men da Nemoland skulle på sin årlige skitur og han blev budt med, kom sagerne i orden. Peberben sover uden for, under baren i sin sovepose. Lige nu har han ikke lyst til andet. Her er hans liv, men ingen ved hvad der sker i morgen.
Jeg har gæstet Nemoland i flere år. Dels for at følge med stedet, dels for at lede efter nogen, dels for at tale med bossen, Flemming, hvis rolle er Godfather og dermed beskytter for sine mange rødder. I dag, en grå torsdag i februar har jeg slået mig ned i slyngelstuen. Der er for mange gæster i baren og jeg præsenteres for Peberben og en række andre, der dagligt arbejder og kommer i Nemoland. Jeg sidder nærmest og håber, at nu er der ikke flere. Jeg kan ikke rumme så mange, men jeg kender jo en del af dem fra tidligere og er også glad for at møde dem igen. Der er 34 årige Are fra den norske bygd i det høje fjeld, der føler sig bedre tilpas i Danmark. Han bor på herberg, men kommer hver dag i Nemo, når Herberget morgenlukker. Tidligere har han arbejdet på olieboreplatform og bygget huse, men fik en erhversskade. Han har en pensionssag kørende i Norge, men ved ikke om den nogensinde afsluttes. Det er tre år siden det hele begyndte og han fik tildelt pensionen, men siden er alt gået i stå. Nu tjener han penge ved at passe Nemolands mange blomsterarrangementer. Han spiser hver dag i Fedtkælderen på Christianshavn, det er billigt og godt og så tilbringer han et par timer i Nemo inden han tager tilbage til Herberget.
”Jeg er med til alle deres sammenkomster, julefrokoster og den slags”, siger han og afløses af Jakob, der har besluttet at ville stoppe med at ryge hash. Han har et mål og vil være selvstændig som han tidligere har været. Forpagtet to 7-eleven, været i reklamebranchen, men så skete der en masse og han begyndte at ryge for meget. Jakob er aktiv i Kulturforeningen, der er oprettet af Nemoland og som står som arrangør af musikfestivaler m.m.
Everton er en rastafafyr fra Jamaica, der har boet seks år i Danmark. Han føler sig mere fri i Danmark og kommer dagligt i Nemoland. ”Du behøver ikke at bevise noget. Her kan jeg gå til alle. Jeg vil lave reggeamusik sammen med et par andre. Spille det på Christiania. Hjælpe andre med at spille. Everton ryster med krøllerne og sender mig et bredt smil. Underligt at føle sig mere fri her end på Jamaica, men han har vel sine grunde.
Der er en af de unge, jeg kender helt fra barnsben. Han er vokset op på Christiania, blev den første student af Christianias egne i sommeren 2003. Kørte i hestevogn til Nemoland hvor andre kørte til pæne lejligheder og huse på den store dag.
Jes er rollemodel for de unge, der kommer på Nemo. Han ryger ikke hash, han drikker ikke, han vil indskrives på jurastudiet efter sommerferien. Og så spiller han fodbold. Ikke bare på Christianias eget hos i CSC, men også i de professionelle klubber. Lige nu har han meldt sig ind i AB, han vil hurtigere på første holdet.
Indtil han begynder på studiet, arbejder han fuldtids i Nemo. ”Mange er kritiske over for Nemo, men skulle hellere være taknemmelige over at sådan et sted findes herude. Flemming har gjort meget for os, der ikke havde så mange andre steder at komme. Her er fodboldbane uden for, her er spil, her er mange sammenkomster og rejser ud i landet eller til udlandet på ski. Jes har en klar udstråling. Følsom og sikker, men også alvorlig når han fortæller om de unges liv på gaden.
”Christiania er ikke kun godt. Der er mange unge, der får lov til at passe sig selv og som altid har været alene og hvor forældrene har haft alt for travlt med at ryge og drikke for meget. Mine forældre har også haft deres problemer. Min far var psykisk syg og indlagt flere gange og røg selv om han ikke kunne tåle det. Men mine forældre har altid fortalt, hvad jeg skulle gøre. Passe min skole, få en uddannelse. De har givet mig meget også selv om de begge har haft det svært. Jeg har set for meget til selv at ville ryge og jeg synes, at alt for mange unge herude hænger for meget på gaden uden at der sker noget. Det er for let at tjene penge ved at pushe, du bliver vant til en livsstil og kommer længere væk fra virkeligheden.”
Jeg spørger hvad han mener om Nemos betydning for de mange unge, der kommer ude fra byen. ”Mange laver kriminalitet, det ved vi og det behøver jeg ikke fortælle. Men her er det forbudt at have våben og rygmærker. Her kan du også møde dine modstandere uden for og måske få afklaret nogen ting. Du skal holde en lav profil, ellers ryger du ud. Hvis der er optræk til slagsmål, så ryger du af sted. Jeg kan huske vi har haft en enkelt episode med en rocker, men ellers er det når folk har røget eller drukket for meget. Du møder en åbenhed her, du kan også få hjælp til at komme videre med dit liv. Nemo arbejder sammen med både Herfra og Videre og socialcentret.
Jeg synes, Nemo er et ordentligt sted. Gå hellere herhen end så mange andre steder ude i byen. Un-ge kommer her for at opleve, for at mødes, ryge hash, lave aftaler, høre musik. De er velkomne, ba-re de opfører sig ordentligt.”
Anett står lidt på afstand med sin hund og følger med i samtalen. Hun er i midten af 30´rne og stak i 1982 af hjemmefra som 15 årig. Hun flyttede sammen med en fyr i Infohuset og havde alvorlige familieproblemer. Hun ser stadig ikke sin mor. Det er 17 år siden, de sidst sås.
”Nemo er mit andet hjem. Jeg begyndte at arbejde i Kulturforeningen efter at jeg holdt op med at pushe engang i 90´rne. Jeg ville have en ren straffeattest, jeg ville have et rigtigt arbejde og det har jeg i perioder, når jeg ikke arbejder i Kulturforeningen eller er sygemeldt med min dårlige ryg.” Hun har arbejdet i flere år i baren her på stedet, har haft jobbet som barchef i en lang periode. ”Du lærer at passe på dig selv, når du bor herude. Du skal sørge for alt selv, så jeg kan bygge værelser, rense rør og alt det der. Og så kan jeg altid mødes med nogen. Tolerancen udvikles også ved at leve på den måde. Jeg ryger stadig og hører til dem, der græder når jeg går gennem gaden. Det ser herrens ud nu. Tidligere var der alle boderne, med lys og varme og gode snakker. Nu farer de alle rundt. Jeg synes hashmarkedet skal blive her. Men det er vi ikke enige om.”
Anett er en garvet christianit, men ved ikke, hvad der var sket, hvis Christiania ikke havde været. ”Jeg boede i Ballerup. Jeg havde det ikke godt, men jeg var nok endt hjemme hos min mor igen. Og så ved jeg jo ikke, hvad der var sket…”
Inde i barstuen har jeg set en jævnaldrende mand sidde og underholde nogle gæster, måske turister. Han er i centrum i den gruppe. Jeg genkender ham, men kan ikke huske fra hvor. Men det er i Christiania.
Det er Bent, Nemos grå eminence. Manden der kan noget med foreninger, budgetter, skriverier til myndigheder, kort sagt, alt det, de færreste i dette forum af skoleafvisere kommer for at mødes med ligesindede.
”Jeg tager mig af korrespondancen og vi har et godt ry ude i byen. Her får du svar samme dag, du henvender dig om et spørgsmål. Det kan være skat og told, det kan være leverandører, det er turister, der vil vide noget om staden. Jeg kan skrive, så myndighederne forstår det, og det er vigtigt når man skal have behandlet sin sag.
Bent var soldag da hippierne indtog Christiania. Uddannet først som kleinsmed siden som faglærer. Han har en voksenpædagogisk grunduddannelse.
”Jeg kom her sådan set fra starten, jeg kunne godt lide de menneskelige relationer. Jeg havde min egen familie på vesterbro, men min kone vidste, at jeg ikke kunne leve uden at være her også. Jeg har altid interesseret mig for de rødder. Jeg kender Nørre Aminderødderne dengang de var knallertdrenge ude på amager. De var kloge på så meget, men de var ikke til bogstaver. De manglede evnen til at formulere sig og jeg mente, det var vigtigt at de fik muligheder som andre, der ville have en forening. Jeg lavede vedtægter sådan som jeg også har gjort det for Nemoland med deres Kulturforening. Og er der nogen, der skal have hjælp med skrivelser, så kommer de bare til mig. Jeg har selv røget meget hash, i 27 år, men for seks år siden stoppede jeg. Helbredet kunne ikke mere. Jeg har jo kendt Flemming siden han var knallertroden fra amager og siden også med i rockergruppen, men jeg vil sige, at bedre ven har jeg aldrig haft. Jeg har selv været så langt ude at jeg har behøvet hjælp og hvis jeg ikke havde haft Flemming og det, der sker her på stedet, så var jeg brudt helt sammen og sikkert ligget samfundet til byrde. I dag hjælper jeg andre.
Der begynder at komme mange unge. De hilser, sætter sig, låner et spil, spørger til skituren der i år går til Canada med 26 tilmeldte lige nu. Forrige år var der 107 af sted, så mange tror ingen kan skrabe penge sammen i år. Men interessen er der. Der er lidt uro ude på arealet. Ingen siger noget til mig, men senere får jeg at vide, at der har været voldsepisoder i gaden og at der er indkaldt til fællesmøde.
Når kryppen er tom, bides hestene. Mange har trukket sig fra hashmarkedet for længe siden, en del er tvunget til det nu. Hvor går de hen? Kunderne er der, kommer stadig hver dag laver aftaler om hvor de kan gå hen og få nogle gram hash. Jeg tror ikke det bliver lettere, nettet strammes, kampen om markedet bliver hårdere, måske kommer der andre på banen med andre motiver. Men et er sikkert. Åbenheden og dermed gennemskueligheden forsvinder og muligheden for at få de unge på bedre tanker forsvinder.
Interview med Ole Sol
Følger man med i Christianias vigtige, interne debatavis i ”Ugespejlet” vil Ole Sols navn ofte dukke op i læserspalterne. Han er som de fleste andre i Christiania noget ret unikt. Alle mennesker har en historie, også dem, der bor i Christiania, men der er noget, der forener dem: En sund og skeptisk utilpashed ved autoriteter. Mange har et udviklet et særligt gen som gør dem i stand til at navigere i hvilket som helst farvand. Sådan er det med Ole og hans fæller i Christiania. De vil ofte være op mod vinden, op mod egne og andres modstand, men de er sjældent kedelige at lytte til. Der bor mange grønlændere i Christiania, men også mange danskere, der lige så godt kunne være grønlændere i Danmark: Lidt eksotiske og lidt ved siden af det vi kalder normalitet. Jeg tror også det gælder mange danskere, der søger til Grønland, men det er en anden historie!
Ole er født i 1938 og ærgrer sig over at han ikke er et år yngre. I så fald ville han næste år være berettiget til folkepension som 65-årig. Nu må han følge den gamle lov og kan først få sin folkepension som 67-årig. Men sådan er det så meget i Oles tilværelse der begyndte som krigsbarn og endte som hippie i Christiania. At han lever er lidt af et mirakel. Eller måske har han en skytsengel som materialiserer sig i HOVs personale. Tidligere var det Buddha og hans lære, der frelste ham fra det største vanvid. Ole Sol er en af de første og dermed måske den ældste hippie i Nordjylland. Købte en gård med 40 tønder land, samlede tidens musikere som Stig Møller og Steppeulvene, røg hash, spiste svampe, der væltede op i den sandede nordjyske muld og endte med at sælge igen fordi han var den eneste der havde penge til at betale gildet. Spies var på nippet til at købe gården, han elskede jo også svampe, men han valgte i stedet at meditere og dyrke yoga i Sverige. Ole Sol har alle dage været på farten og stort set altid tabt penge og ansigt. Han har rejst i Marokko med en anden christianit. Skulle købe tjald, blev snydt for flere tusinde kroner og var ved at riste op i den golde ørken, berøvet alle værdier. Han har været på bordel i Paris for at få sex med en sort kvinde, den smukkeste i Paris, men blev bustet og franarret hver en franc og det var flere tusinde. Han har kørt rundt i hele Europa i en Toyota fire-hjuls-trækker og 45.000 kr. på lommen, alt hvad der var til overs efter et trip ind i de store forretningshaller i Skagen, med dybfrys og køl. Mange penge tjente han, men den største konkurrent, kongen i Skagen der styrede langt de fleste kølehuse, sørgede for, at han hverken kunne låne penge eller få kutterne til at lande fisk i hans virksomhed, ”Scancold”, hvor det i lang tid gik så godt, fordi han var billigere og efter eget udsagn mere fremsy-net. Den gik ikke, matadoren slog ham ud. Ole måtte forlade sin kone og barn, han var begyndt at drikke ret voldsomt og så forsvandt han ud på sin lange Europatur på flere måneder.
Ole har en uddannelse som skibsbygger og har altid drømt om sit eget skib. Han har købt en gam-mel model, brugt år til at reparere på den, men drømmen brast med for meget hash og sprut, for me-get kaos og for mange uheld. Han har også været i Grønland. Som kontorleder, hvem der kan forstå det. Og han har rejst til Sey-chellerne og boet hos en lokal familie i tre måneder, vendt tilbage til Skagen, København og i flere omgange Christiania. Ole har været til fest og farver, penge og kvinder, men ikke alle dage. Hvem skulle tro, at denne mand engang som ung byggede sit eget hus i Virum, fik en bankuddannelse for ikke at skuffe far-mand, blev uønsket gravid med en ganske ung pige og far som 21-årig? Den mand der drømte om at blive kunstner, maler eller musiker. Nej, forudsigelig, det er han ikke. Ole er en hard core misbruger og indrømmer det. Han har røget hash i mindst 25 år, drukket siden han var ganske ung, men overlevet på grund af sin styrke og vilje til at klare alt. Ingen skulle fortæl-le at han havde et problem. Han kunne jo tåle det, han tjente penge, når det passede ham, han rejste og hvad så? At han efterlod sig ulykkelige børn og kvinder, tænkte han ikke så meget over. Det var de andre, der havde problemer. Og kunstner var han også, den bedste på vaskebrædt i Hot Potatoes som han spillede med i Nyhavn i 50´rne eller Papa Bues Jazzband og han skrev digte som Bob Dylan mens han drak whisky og cognac på Thulebasen. Hvad Ole har lavet på Thulebasen? Han var kontrollant. Og senere blev han hidkaldt som supervi-sor for deres regnskabssystem. Åh, ja. Deroppe drak han også i sin fritid, som der var en del af. Masser af fritid, masser af billig sprut.
Ole Sol er ikke for fastholdere. Så er han i Grønland, så er han i Marokko, i Skagen og mere og mere i København.. og Christiania. En tid bor han i kollektivet ABRAXES på Christianshavn med kunsthåndværkere og andre godtfolk, lavede selv chillumér og solgte hash eller bankede knapper af læder. Ole havde til sidst hverken penge eller rygrad til andet end at følge med strømmen af gode og dårli-ge oplevelser. Han havde hørt om Solvognen, drømte selv om at lave teater, spille musik og blev en dag opsøgt at nogle christianitter, der havde hørt at han kendte én med heste. Sådan nogle skulle de bruge til en stor demo til Rebildfesten den 4.juli 1978. Ole skaffede kontakt til sin ven, hesteman-den, deltog selv i aktionen og flyttede kort efter til Christiania. Han satte sig under morbærtræet ved Helges pyramide, kom i snak og fik snart ét sted, snart et andet at bo. Han byggede sammen med andre køkken og lokaler i energiværkstedet. Målet var at skabe vind-møller Christianias eget brug, men det gik ikke. Vindmøller er ikke egnet til at bygge i en by. Så det blev ved drømmen. Han byggede sammen med andre Danmarks dengang største solfanger til badehuset, når han ellers ikke var skæv og fuld.
Erkendelse
– Jeg tror det skete, da jeg kom hjem fra min ni måneder lange tur gennem Europa, verdens stør-ste druktur, fortæller Ole. Det var i 1990. Han flyttede direkte til Christiania og fik sit gamle rum tilbage. Tog arbejde i gartnergruppen, fik bistandshjælp og drak og røg. Flere havde opfordret ham til at søge behandling, men ”jeg havde intet problem”. Som de fleste misbrugere nægtede Ole over for alle, at det var ham, der trængte til hjælp. – Jeg må have været døden nær. Anita fra HOV havde flere gange spurgt til mig og en af mine venner, der havde fået en behandlingstur gennem HOV og som havde været stoffri i halvandet år, puffede også til mig. Så en dag blev jeg opsøgt af Anita, der ville have med mig på den næ-ste tur til sydsjælland. På det tidspunkt var jeg holdt op med at spise, jeg havde konstant tynd-skid, startede om morgenen på pinden foran Woodstock, hængte ud på Eiffel Bar om aftenen, var konstant stiv. Jan, ham fyren der havde været ædru i halvandet år sagde, at jeg trængte til en lille ferie, et kursus-sted, bare i tre uger. En ferie fra sprutten. Nå ja, tænkte jeg, en ferie, det har vi alle sammen brug for og jeg kunne jo godt se at den var gal. Men over for mig selv fastholdt jeg, at det bare var en lil-le ferie, en slags rekreation. Den tur ændrede mig. Vi var otte garvede christianitter og så medarbejderne fra HOV. De stillede krav til os, de sendte os til AA-møder i Vordingborg, jeg mødte andre alkoholikere, blandt andet en skovridder, der gjorde et stort indtryk på mig. Han fik mig til at indse, at jeg var alkoholiker og at jeg måtte acceptere at jeg ikke kunne styre mit liv alene. Jamen for pokker, det var jo det, jeg havde gjort altid, klaret mig selv, ikke? Og nu måtte jeg se mig selv i øjnene og erkende, at den gik ikke. At jeg havde bedraget mig selv. Efter vi kom tilbage til Christiania, brugte vi hinanden og medarbejderne i HOV. Vi gik til AA-møder i Christiania, jeg fik tilbudt revalidering, blev uddannet zoneterapeut og senere deltog jeg i kurser som led i en uddannelse som misbrugsterapeut. Det betyder at jeg kunne geare ned med håndværksarbejdet, der var for hårdt for mig og så i stedet støtte behandlingsarbejdet, der foregår i HOV. Da Ole Sol fylder 60 år og har været ædru i to år, fik han af vennerne en rejse til Tibet. Og netop denne lille stat har Ole Sol sat på dagsordenen i Christiania. På sin vej gennem Pusherstreet vil den besøgende i en flot udsmykket port, nr. 108, kunne se en udstilling, samlet og vist af Ole Sol. Sammen med andre støtteforeninger, gives et fast beløb til en tibetansk flygtningepiges skoleop-hold i Norindien og blandt meget andet også til et sundhedshus i Kathmandu i Nepal, hvor såvel ti-betanske flygtninge som fattige nepalesere behandles gratis. Ole er en ægte christianit med rødder i muld, skrald og kunst. I dag får han pension og har igen fået en nær kontakt med sin yngste datter på 16 år, der går i gymnasiet et sted i Jylland. ”Jeg havde drukket mig ihjel, hvis ikke Christiania havde været her. Altid åbent.”
Pitsis valg
Pitsi er født i 1964 i Qaqortoq i Grønland, opvokset i Sydprøven med forældre og fem søskende. Begge forældre er grønlandsk fødte. Faren arbejdede på el-værket, moren havde en butik.
Sydprøver var tidligere en driftig by med omkring 800 indbygger, men i dag er rejefabrikken lukket og det har haft ind-flydelse på byens andre virksomheder. Således måtte Pitsis mor ukke sin butik. Mange flyttede fra Sydprøven til andre større byer i sydgrønland Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik – en udvikling mange familier i Grønland kender til.
– Jeg havde en god barndom med mine bedsteforældre og familie. Jeg startede med dansk i skolen, sådan var det den-gang. Ellers talte jeg udelukkende grønlandsk. Men jeg havde let ved sprog og har ikke haft problemer med at lære dansk, men jeg taler helst grønlandsk med mine venner.
Pitsi gik ud af 11. klasse og flyttede som 18-årig til den grønlandske kostskole Ellekilde i Tåstrup. Det var første gang hun skulle hjemmefra i så lang tid. Hun havde truffet et valg, hun ville uddanne sig og måtte efterlade sin lille søn hos forældrene. 14 år gammel blev hun gravid og fødte sønnen, da hun var 15.
I 1983 flytter Pitsi tilbage til Grønland og beslutter sig til at søge ind på GU (gymnasieuddannelsen) i Nuuk. Hun bliver optaget, men forlader gymnasiet efter et par måneder. “Jeg var allerede dengang begyndt at drikke og følte mig måske også ensom i Nuuk og savnede min søn, der boede hos mine forældre i Sydprøven. Jeg tænkte meget på, hvad der skulle ske med os. Jeg ved ikke hvorfor han ikke kunne tage med mig, men min mor forgudede ham og der var trygt, så det har vel været det bedste for ham.
Pitsi sidder foran mig, en smuk kvinde med langt glat sort hår, mørke øjne med et intenst blik. Der er tavst mellem os, når jeg skriver ned, det er svært for hende at fortælle om sit liv som ung. Jeg kan høre, at hun begynder at græde, måske fordi hun har mødt ham for kort tid siden. Sønnen, der i dag er 23 år, har været på besøg i Danmark og det har været meget hårdt for Pitsi at blive konfronteret med hans savn og vrede mod hende.
– Jeg har det meget skidt når jeg tænker på os. Jeg har ikke været en god mor. Kunne ikke være det, fordi jeg drak så meget. Det begyndte da jeg var 14 år, altså mest i weekender, men jeg har alligevel hele tiden ønsket at få en uddannel-se, så det var mit første nederlag, at jeg måtte afbryde GU i Nuuk. I 1985 tog jeg til Nanortalik for at gå på handelssko-le. Jeg røg hash, drak og var forelsket en fyr, der også drak meget. Så jeg fulgte ikke med i skolen og gik ud efter kort tid.
I 1989 prøver Pitsi igen. Hun søger ind på social- og sundhedsuddannelsen, men afbryder kort efter. “Jeg følte mig ensom, jeg kom fra en bygd, jeg var anderledes og så drak jeg og røg hash. Det gik ad helvede til”.
De næste år arbejdede Pitsi som ufaglært på fabrik og som hjemmehjælper. Drukturene fortsatte. I sommeren 1994 havde hun sparet sammen til en lang ferie i Danmark. En grøn billet med fast afgang hjem. “Jeg tog til Skagen, havde noget familie der, men kort efter rejste jeg til København for at besøge mine venner i ”Stjer-neskibet” i Christiania. Jeg havde besøgt dem tidligere, men var altid taget hjem til Grønland igen. Denne gang blev jeg hængende. Jeg røg en masse hash og drak – som de fleste andre og jeg prøvede at få en billet hjem på et senere tids-punkt. Men det mislykkedes og siden har jeg boet i Danmark De første mange år boede jeg i ”Stjerneskibet”, jeg fik en kæreste, vi drak hver dag. Han var voldelig og jeg fandt mig i det, selv om jeg flere gange prøvede at komme fra ham. Vi fik også en lejlighed og flyttede væk fra ”Stjerneskibet”, men vores liv fortsatte som hidtil med druk og vold. Efter et halvt år flyttede jeg tilbage til mit værelse i ”Stjerneskibet” og så fortsatte jeg mit liv der som tidligere med masser af gæster, masser af øl og hash.
I 1998 søger Pitsi igen ind på social- og sundhedsuddannelsen, men gennemfører ikke. Misbruget er for stort.
DET ENDELIGE VALG
Pitsi er stoppet med sit forhold til den voldelige kæreste og hun er blevet ædru.
– Det var den 19.maj 2000. Jeg havde været på ”Woodstock” og lave det sædvanlige, røget fede og fortsatte med ven-nerne i ”Stjerneskibet”, alt var som det plejede… Så midt i det hele faldt jeg i søvn. En af mine veninder dukkede plud-selig op, vækkede mig og spurgte om jeg ville med? Til hvad? En behandlingstur med nogle medarbejdere fra HOV!??
Jeg var så elendig, så ligeglad, så jeg tog bare med. Jeg var fuld og vidste knapt nok hvor jeg var. Jeg tror bare at jeg trængte til fred.
– Kendte du medarbejderne fra HOV?
– Et par stykker, Ulla og Lisbeth , jeg havde set dem og talt med dem, jeg vidste, hvad de lavede.
– Havde du tidligere tænkt på afvænning?
– Et par gange. Jeg tænkte at det var pinligt at jeg drak så meget, det var en skam for min familie. Jeg ønskede at være som min mormor, der hverken drak eller røg. Hun er mit forbillede og har som min farmor betydet alt for mig.”
– Havde du hørt om HOVs arbejde?
– Ja, min kæreste havde været i behandling, men det hjalp ikke. Så havde jeg mødt Lisbeth, når hun en gang om ugen kom og lavede mad med os i ”Stjerneskibet” ….jo, jeg vidste hvad det var, noget positivt for os.
– Hvis HOV ikke havde eksisteret, og din veninde ikke havde trukket dig ud af sengen den morgen, havde du så søgt om hjælp? Du vidste jo, at du var langt ude..
– Det tror jeg ikke, jeg kender nogen der har fået antabus, men man kan drikke sig igennem og hvor er vi så?
BEHANDLINGSTUREN
I fjorten dage oplever Pitsi en tid, der kommer til at betyde så meget, at hun beslutter sig til ikke at drikke mere.
– Det værste var at sige at jeg var alkoholiker, mens andre hørte på det. Men det var en lettelse. Vi havde rundesnak, af-spænding og terapi. For første gang så jeg mig selv i øjnene og erkendte at jeg var alkoholiker.
Det var meget hårdt at mærke hvor stor en sorg jeg bar på. Min søn, min familie, mit eget liv. Medarbejderne på turen var der døgnet rundt, når vi blev kede af det, når vi havde lyst til at gå vores vej. Men valget er mit og det er ensomt.
– Hvem tog imod dig efter den første tur, da du er tilbage i ”Stjerneskibet”?
– Ingen! Jeg kan huske at jeg ærgrede mig over at det var i begyndelsen af måneden. Folk havde fået penge og jeg vid-ste der var meget sprut i huset. Men mine naboer respekterede min beslutning. Jeg sagde, at de ikke måtte sove eller opholde sig i længere tid på mit værelse, hvis de havde drukket og jeg mente det alvorligt. De holdt sig væk. De tog det til sig.
Pitsi oplevede at de andre beboere i ”Stjerneskibet” på den ene side respekterede hendes valg og på den anden side at de trak sig fra hende, når hun ikke drak. Hun var ikke den, de kendte fra tidligere.
– Jeg har set grønlandske kvinder gå helt til i druk. Sådan skulle det ikke gå mig. Min familie skulle være stolt af mig. Jeg ønskede ikke at blive set ned på af andre. Jeg ved godt hvad danskerne siger, jeg kan mærke det og sådan ønsker jeg ikke det skal fortsætte.
ET ANDET LIV
Det er mere end to år siden at Pitsi blev trukket ud af sin seng og fulgte efter sin veninde, ned ad trappen i ”Stjerneski-bet”, ud til bussen, ud til de andre alkoholikere.
– Jeg fattede det ikke helt, jeg tror jeg faldt i søvn på vejen ned til Sydsjælland… men så skete det. Jeg vågnede langsomt op til livet, til den dag, hvor jeg besluttede, at nu skulle jeg være ædru, nu ville jeg uddanne mig, få en tilværelse uden for Christiania, begynde forfra.
Pitse har fået arbejde i Sundhedshuset i Christiania og arbejder her hver anden dag. Hun går på kurser og vil søge ind på social- og sundhedsuddannelsen til januar. I december 2002 overtog hun en to-værelses lejlighed i Nordvestkvarteret.
– Det er mærkeligt, jeg har ikke besøgt mit værelse i ”Stjerneskibet” siden jeg flyttede. Jeg tror ikke jeg kan holde ud at se det. De andre i ”Stjerneskibet” bakker mig stadig op, jeg håber de en dag holder op med at drikke. Måske har jeg haft en tryggere barndom end de har haft. Derfor har det været lettere for mig. Nogle har oplevet så meget smerte, at de ikke kan holde ud at være ædru. Men når de har lyst så kommer de og snakker med mig,og flere grønlændere er også be-gyndt at komme i Sundhedshuset efter jeg er begyndt at arbejde der. Jeg kender to andre, som arbejder i grøntsagen og indkøberen, de bor også ude i byen. Så på den måde har vi stadig et liv med vores venner her i Christiania og et sted helt uden for.
– Hvad med ensomheden efter du er flyttet?
– Jeg føler mig ofte ensom Jeg bor alene og selv om jeg ved, der bor grønlændere i nærheden, så drikker de også, så jeg ved ikke. Jeg kom tidligere i AA i Christiania, det hjalp mig men jeg kommer der ikke længere. Jeg ved, at de altid vil være der i HOV. Jeg har brug for at Anita taler med mig, giver mig massage og jeg ved de andre også er der, uanset hvordan jeg har det. Nu mangler jeg at få hjælp til samtaler mellem min søn og mig. Efter han har været her på ferie, kan jeg mærke, hvor stor en sorg, det er hvad der er sket mellem os.
Jeg kommer ikke længere i ”Stjerneskibet”. Jeg har stået foran mit gamle rum, men gik ikke ind. Alene tanken om hvordan der så ud var nok – og lugten! Jeg kommer til gengæld i vores fælles café Angagoq på første sal, hvor det ikke er tilladt at drikke, så der kan vi mødes med vores venner og med hinanden. Mit ønske er at mange flere af mine grønlandske venner i ”Stjerneskibet” vælger at få hjælp til at leve på en anden måde.
Tine Bryld
februar 2004