At komme herfra og videre

Kapitel 1 - Nemoland

Nemoland - oase, socialt virkefelt, pusherparadis, kulturland eller bare ”Nemo”?

Nemoland, Månen og Woodstock, kendte værtshuse for indviede og dermed også en magnet for de uindviede, der skal opleve Christiania live.

Woodstock er det ældste. Kongen over alle. Med sine hundrede stamgæster, der hver morgen trodser vejr og vind for at liste sig ind gennem den slidte dør til det store rum, hvor hash- og tobakståger hænger tæt over bordene. Kaffe, brød og en smøg eller en joint. Så er dagen godt begyndt. Man har sikret sig at de andre er der, at natten er overstået med hus og mand i behold. Alle nyheder begynder her længe inden Christiania er vågen. Og alle rygter opstår og aflives eller gødes med nye informationer. De gamles stamværtshus, grønlændere og danskere der siden Christiania voksede ind i storbyen har mødtes over barstole og umage bænke, sorthullede borde og en brændeovn.

Månen, den elegante stil med appel til unge der tør og ikke tør og allligevel prøver noget der ligner det derude. Måske lidt poppet, måske lidt for smart, men månen er også stedet hvor mange mødes. Og så er Månen ikke mindst nabo til Christianias hardcore aktivitetscenter, Fabrikken med sit boligkollektiv, biograf, badehus og meget andet. Hjertet og hjernen i et hus, hvor talsmænd og -kvinder gennem år har mødtes, diskuteret, skændtes, drukket bajere og rødvin og klaret de værste kriser. Med næsen og kloen godt plantet i gadens miljø.

De skal leve sammen, pushere, drønnerter, idealister, ideologer og alle de andre. Fabrikken er midt i det hele, dens område er også Månen og Nemoland og lige på grænsen til naboområdet, Mælkevejen med Woodstock centralt placeret.

Fabrikken har indtil nu bevæget sig i minefeltet mellem totalt kaos, høj musik, overtrædelse af reg-ler om lukketider og larm, men det er lykkedes området at holde styr på sine uromagere til den grad hvor sådan noget overhovedet er i stand til at blive styret.

Værtshuse har alle dage haft en social værdi. Og værtshuse har tiltrukket stamkunder og stamkun-ders ligemænd. Nogle ligger ved Nordkysten med udsigt til Sverige og indsigt i alverdens drugs til dyre penge og uden indblanden af hele skovvogne fyldt med udstoppede ængstelige betjente og bid-ske hunde. Dem kender Christianias værtshusholdere til gengæld. I disse måneder hvor alt står i normaliseringens tegn, vælter mellem 100 og 200 betjente hver uge gennem hegn og døre.

Nemoland er nok den sværeste nød at knække, selv for et veltrænet og oplyst politi. Det kan måske berolige ordensmagten, at sådan har mange christianitter det også. Nogle elsker Nemo, andre holder sig på afstand med en vis foragt, men alle har en mening.

Det er lettere med woodstock, der i den grad er Christiania med de ældste pushere, håndværkere, grønlændere og flippere, staden har huset og elsket. Men Nemo har en noget anden historie. Rockerhøjborg hviskes der rundt omkring. Således blev en ung far slæbt i amtet, fordi kommunen havde indberettet at han tilbragte den tildelte samkvemstid med sin søn i området omkring Nemoland. Først da Nemolands ansatte truede kommunen med retssag for at blive betegnet som rockerborg, blev ordlyden ændret og et nyt brev sendt af sted til amtet.

Nemo har engang været rockernes faste tilholdssted, dengang Bull Shit havde sit virke i staden. Den sidste høvding i gruppen blev skudt ned i slutningen af 80´rne en juledag midt i julemaden. Han sad på den bænk, der ikke længere er. I dag en bar med alverdens tilbud i sprut. Det er slut nu, de sidste BullShitter har skiftet stil eller navn. Rockere er stadig velkomne, men uden rygmærke.

En af de gamle rockere, Flemming driver stedet og er den, alle kender og hilser med respekt. Hvem er han? Jeg ved han har en datter, han er vild med og som kommer i Nemo med sine veninder fra den fine gamle skole. Hun skal i gymnasiet efter sommerferien, hun vil noget med sit liv og har sin fars hengivenhed og kærlighed, så hjertet smelter når man hører den gamle rod prale af sit vidunder. Han er ikke den, der fører sig frem, men han var en af dem, der fik andre værtshusholdere med på at lave en momsordning. Told og Skat krævede det, men resten af Christiania var bekymret. Hvad ville det betyde for de små indtægtsfattige virksomheder, hvad ville det betyde for selvforvaltningen? I dag er samtlige værtshuse momset på almindelig vis, mens de øvrige virksomheder har en fællesmomsaftale.

Der er ansat 12 personer med hvid løn, 16 om sommeren. Herudover arbejder mellem 4 og 6 i bistroen ved siden af. Kulturforeningen er et Nemoprodukt med egne aktiviteter; Sport, musik og sponsorering af andre sociale arrangementer i Christiania som f.eks ungdomsarbedet i ”Ud af Røret”, der hvert år sender mellem 50 og 70 unge på en fælles skitur med forældre og voksne.

”Jeg havde selv problemer i skolen. Jeg var ordblind og blev altid mobbet af lærerne. Jeg hadede at gå i skole og gik ud som 15-årig hvor jeg fik et arbejde. Sådan begynder det også for mange af de unge, der kommer her. Man dumper, man bliver smidt ud, man begynder at hænge ud med de andre. Til sidste opgiver man skolen. Tænker at det er lige meget alt sammen. Jeg kender dem, jeg ved hvordan de har det. Jeg kender de fleste af de unge, der kommer her. I begyndelsen holder vi øje med dem, om de bliver for dumme eller for fulde. Vi snakker lidt med dem, men spørger ikke så meget. Det må tage sin tid. De kommer her jo også i skoletiden og så en dag begynder vi at bokse lidt med dem. Vi vil ikke have de pusher, men vi ved jo også at mange gør det. De skal hverken sidde i gaden og her, de unge, det er alt for tidligt. Nogle af dem sætter vi i arbejde med at gøre rent, passe haven og om sommeren holde rent omkring alle bordene. Vi kan jo se, at de bliver gladere, når de kan hjælpe til og så bliver de også til at tale med. Vi har mange forbindelser, så vi kan måske skaffe dem ud at sejle, på søfartsskole eller bare et arbejde ude i byen. Og så har vi et godt samarbejde med folkene i Herfra og Videre. De kan hjælpe mange videre og det benytter vi også. Men der kan gå lang tid inden det kommer så langt. Tilliden skal være der, troen på at du kan noget. Jeg ved det bare fra mig selv. Jeg ved også hvad det betyder - på godt og ondt at høre til en gruppe, ingen andre gider høre på.”
 
Om sommeren kommer mellem 5 og 800 unge hver eneste dag. De sidder under de hvide parasoller med skak, backgammon og andre spil, de kan låne i baren. De kan ryge deres joints, men ikke i Værtshuset. Uden for.

Om vinteren mødes man indenfor i værtshuset, eller bodegaen ved siden af hvor der serveres fast food eller omkring udendørs baren, hvor der kan ryges.

Nemoland er en blanding af en søvnig bodega i provinsen og Mafiaens foretrukne værtshuse i New York. Ved siden af baren står et arrangement af røde sofaer og bord, tydeligt reserveret til den mere indviede gæst. Der er andre stamborde, men ikke så alvorligt som det lyder. I rummet ved siden af baren er der indrettet en slyngelstue med det sædvanlige billiardbord, flittigt brugt med gæsternes kommentarer fra de omkringliggende borde. I dette rum er måske Københavns eneste akvarielokum. Man sidder og skider i et akvarium. De store fisk svømmer rundt over dit hoved, ved siden af og giver en stemning af afslappet atmosfære. Lidt i modstrid med den virkelige tilstand. Rum og lokummer er nemlig videoovervåget for at forhindre indtagelse og salt af stoffer. Men fiskene har må-ske den mest forebyggende effekt. De er smukke og beroligende midt i boblevandet. Dørene til lokummerne er rigt dekoreret af Peberben, der er landet i Christiania efter en opvækst i en rigmandsfamilie hvor han følte sig som det sorte får, en mislykket karriere som bogholder i et rejsebureau i Paris. ”Jeg var helt orange, da jeg landede her, siger han, jeg ønsker at give min kreativitet til Christiania. Jeg har altid tegnet og nu står mit værk på døren, kan du lide det?”

Det kan jeg, ligesom jeg er klar over, at livet har været barsk for Peberben. Han ønsker ingen kon-takt med samfundet, i flere år samlede han kasserede fødevarer fra Superbrugsen og solgte det billigt. Så begyndte han at komme dagligt i Christiania og tjener nu til føden ved at gå til hånde rundt omkring. ”Det eneste sted nogen tror på mig.” Han havde ingen sygesikringskort, da han blev stamgæst i Nemoland, var ikke tilmeldt nogen steder, men da Nemoland skulle på sin årlige skitur og han blev budt med, kom sagerne i orden. Peberben sover uden for, under baren i sin sovepose. Lige nu har han ikke lyst til andet. Her er hans liv, men ingen ved hvad der sker i morgen.

Jeg har gæstet Nemoland i flere år. Dels for at følge med stedet, dels for at lede efter nogen, dels for at tale med bossen, Flemming, hvis rolle er Godfather og dermed beskytter for sine mange rødder. I dag, en grå torsdag i februar har jeg slået mig ned i slyngelstuen. Der er for mange gæster i baren og jeg præsenteres for Peberben og en række andre, der dagligt arbejder og kommer i Nemoland. Jeg sidder nærmest og håber, at nu er der ikke flere. Jeg kan ikke rumme så mange, men jeg kender jo en del af dem fra tidligere og er også glad for at møde dem igen. Der er 34 årige Are fra den norske bygd i det høje fjeld, der føler sig bedre tilpas i Danmark. Han bor på herberg, men kommer hver dag i Nemo, når Herberget morgenlukker. Tidligere har han arbejdet på olieboreplatform og bygget huse, men fik en erhversskade. Han har en pensionssag kørende i Norge, men ved ikke om den nogensinde afsluttes. Det er tre år siden det hele begyndte og han fik tildelt pensionen, men siden er alt gået i stå. Nu tjener han penge ved at passe Nemolands mange blomsterarrangementer. Han spiser hver dag i Fedtkælderen på Christianshavn, det er billigt og godt og så tilbringer han et par timer i Nemo inden han tager tilbage til Herberget.

”Jeg er med til alle deres sammenkomster, julefrokoster og den slags”, siger han og afløses af Jakob, der har besluttet at ville stoppe med at ryge hash. Han har et mål og vil være selvstændig som han tidligere har været. Forpagtet to 7-eleven, været i reklamebranchen, men så skete der en masse og han begyndte at ryge for meget. Jakob er aktiv i Kulturforeningen, der er oprettet af Nemoland og som står som arrangør af musikfestivaler m.m.

Everton er en rastafafyr fra Jamaica, der har boet seks år i Danmark. Han føler sig mere fri i Danmark og kommer dagligt i Nemoland. ”Du behøver ikke at bevise noget. Her kan jeg gå til alle. Jeg vil lave reggeamusik sammen med et par andre. Spille det på Christiania. Hjælpe andre med at spille. Everton ryster med krøllerne og sender mig et bredt smil. Underligt at føle sig mere fri her end på Jamaica, men han har vel sine grunde.

Der er en af de unge, jeg kender helt fra barnsben. Han er vokset op på Christiania, blev den første student af Christianias egne i sommeren 2003. Kørte i hestevogn til Nemoland hvor andre kørte til pæne lejligheder og huse på den store dag.

Jes er rollemodel for de unge, der kommer på Nemo. Han ryger ikke hash, han drikker ikke, han vil indskrives på jurastudiet efter sommerferien. Og så spiller han fodbold. Ikke bare på Christianias eget hos i CSC, men også i de professionelle klubber. Lige nu har han meldt sig ind i AB, han vil hurtigere på første holdet.

Indtil han begynder på studiet, arbejder han fuldtids i Nemo. ”Mange er kritiske over for Nemo, men skulle hellere være taknemmelige over at sådan et sted findes herude. Flemming har gjort meget for os, der ikke havde så mange andre steder at komme. Her er fodboldbane uden for, her er spil, her er mange sammenkomster og rejser ud i landet eller til udlandet på ski. Jes har en klar udstråling. Følsom og sikker, men også alvorlig når han fortæller om de unges liv på gaden.

”Christiania er ikke kun godt. Der er mange unge, der får lov til at passe sig selv og som altid har været alene og hvor forældrene har haft alt for travlt med at ryge og drikke for meget. Mine forældre har også haft deres problemer. Min far var psykisk syg og indlagt flere gange og røg selv om han ikke kunne tåle det. Men mine forældre har altid fortalt, hvad jeg skulle gøre. Passe min skole, få en uddannelse. De har givet mig meget også selv om de begge har haft det svært. Jeg har set for meget til selv at ville ryge og jeg synes, at alt for mange unge herude hænger for meget på gaden uden at der sker noget. Det er for let at tjene penge ved at pushe, du bliver vant til en livsstil og kommer længere væk fra virkeligheden.”

Jeg spørger hvad han mener om Nemos betydning for de mange unge, der kommer ude fra byen. ”Mange laver kriminalitet, det ved vi og det behøver jeg ikke fortælle. Men her er det forbudt at have våben og rygmærker. Her kan du også møde dine modstandere uden for og måske få afklaret nogen ting. Du skal holde en lav profil, ellers ryger du ud. Hvis der er optræk til slagsmål, så ryger du af sted. Jeg kan huske vi har haft en enkelt episode med en rocker, men ellers er det når folk har røget eller drukket for meget. Du møder en åbenhed her, du kan også få hjælp til at komme videre med dit liv. Nemo arbejder sammen med både Herfra og Videre og socialcentret.
 
Jeg synes, Nemo er et ordentligt sted. Gå hellere herhen end så mange andre steder ude i byen. Un-ge kommer her for at opleve, for at mødes, ryge hash, lave aftaler, høre musik. De er velkomne, ba-re de opfører sig ordentligt.”

Anett står lidt på afstand med sin hund og følger med i samtalen. Hun er i midten af 30´rne og stak i 1982 af hjemmefra som 15 årig. Hun flyttede sammen med en fyr i Infohuset og havde alvorlige familieproblemer. Hun ser stadig ikke sin mor. Det er 17 år siden, de sidst sås.

”Nemo er mit andet hjem. Jeg begyndte at arbejde i Kulturforeningen efter at jeg holdt op med at pushe engang i 90´rne. Jeg ville have en ren straffeattest, jeg ville have et rigtigt arbejde og det har jeg i perioder, når jeg ikke arbejder i Kulturforeningen eller er sygemeldt med min dårlige ryg.” Hun har arbejdet i flere år i baren her på stedet, har haft jobbet som barchef i en lang periode. ”Du lærer at passe på dig selv, når du bor herude. Du skal sørge for alt selv, så jeg kan bygge værelser, rense rør og alt det der. Og så kan jeg altid mødes med nogen. Tolerancen udvikles også ved at leve på den måde. Jeg ryger stadig og hører til dem, der græder når jeg går gennem gaden. Det ser herrens ud nu. Tidligere var der alle boderne, med lys og varme og gode snakker. Nu farer de alle rundt. Jeg synes hashmarkedet skal blive her. Men det er vi ikke enige om.”

Anett er en garvet christianit, men ved ikke, hvad der var sket, hvis Christiania ikke havde været. ”Jeg boede i Ballerup. Jeg havde det ikke godt, men jeg var nok endt hjemme hos min mor igen. Og så ved jeg jo ikke, hvad der var sket...”

Inde i barstuen har jeg set en jævnaldrende mand sidde og underholde nogle gæster, måske turister. Han er i centrum i den gruppe. Jeg genkender ham, men kan ikke huske fra hvor. Men det er i Christiania.

Det er Bent, Nemos grå eminence. Manden der kan noget med foreninger, budgetter, skriverier til myndigheder, kort sagt, alt det, de færreste i dette forum af skoleafvisere kommer for at mødes med ligesindede.

”Jeg tager mig af korrespondancen og vi har et godt ry ude i byen. Her får du svar samme dag, du henvender dig om et spørgsmål. Det kan være skat og told, det kan være leverandører, det er turister, der vil vide noget om staden. Jeg kan skrive, så myndighederne forstår det, og det er vigtigt når man skal have behandlet sin sag.

Bent var soldag da hippierne indtog Christiania. Uddannet først som kleinsmed siden som faglærer. Han har en voksenpædagogisk grunduddannelse.

”Jeg kom her sådan set fra starten, jeg kunne godt lide de menneskelige relationer. Jeg havde min egen familie på vesterbro, men min kone vidste, at jeg ikke kunne leve uden at være her også. Jeg har altid interesseret mig for de rødder. Jeg kender Nørre Aminderødderne dengang de var knallertdrenge ude på amager. De var kloge på så meget, men de var ikke til bogstaver. De manglede evnen til at formulere sig og jeg mente, det var vigtigt at de fik muligheder som andre, der ville have en forening. Jeg lavede vedtægter sådan som jeg også har gjort det for Nemoland med deres Kulturforening. Og er der nogen, der skal have hjælp med skrivelser, så kommer de bare til mig. Jeg har selv røget meget hash, i 27 år, men for seks år siden stoppede jeg. Helbredet kunne ikke mere. Jeg har jo kendt Flemming siden han var knallertroden fra amager og siden også med i rockergruppen, men jeg vil sige, at bedre ven har jeg aldrig haft. Jeg har selv været så langt ude at jeg har behøvet hjælp og hvis jeg ikke havde haft Flemming og det, der sker her på stedet, så var jeg brudt helt sammen og sikkert ligget samfundet til byrde. I dag hjælper jeg andre.

Der begynder at komme mange unge. De hilser, sætter sig, låner et spil, spørger til skituren der i år går til Canada med 26 tilmeldte lige nu. Forrige år var der 107 af sted, så mange tror ingen kan skrabe penge sammen i år. Men interessen er der. Der er lidt uro ude på arealet. Ingen siger noget til mig, men senere får jeg at vide, at der har været voldsepisoder i gaden og at der er indkaldt til fællesmøde.

Når kryppen er tom, bides hestene. Mange har trukket sig fra hashmarkedet for længe siden, en del er tvunget til det nu. Hvor går de hen? Kunderne er der, kommer stadig hver dag laver aftaler om hvor de kan gå hen og få nogle gram hash. Jeg tror ikke det bliver lettere, nettet strammes, kampen om markedet bliver hårdere, måske kommer der andre på banen med andre motiver. Men et er sikkert. Åbenheden og dermed gennemskueligheden forsvinder og muligheden for at få de unge på bedre tanker forsvinder.

Tine Bryld, februar 2004