Rådgivning i Alt for Damerne

Det begyndte i slutningen af 1966. Alt for Damerne var også et ugeblad med sans for tiden og de kvindebevidste unge, der gjorde op med autoriteter og kønsdiskriminering. Jeg skrev nogle artikler til bladet i midten af 60´rne, jeg var 25 år og aktiv i kampagnen for fri abort, så den frisindede redaktør, Kaj Dorph-Petersen, opfordrede mig til at skrive. Jeg opdagede at Alt for Damerne havde en brevkasse, redigeret af prinsessernes spillelærer, fru NINI og jeg fandt hendes svar helt ude af trit med tiden, så jeg opfordrede chefredaktøren til at udskifte fru NINI med mig selv, en læge og en jurist.

Sådan blev det og stakkels fru Nini, der havde haft en lille indtægt i 10-15 år som brevkasseredaktør, røg ud i kulden. Jeg sidder stadig på Alt for Damerne og har altså været der siden 1.januar 1967. Jeg holder af arbejdet, fordi jeg kan svare på breve og mails på alle tider af døgnet og fordi jeg er i kontakt med andre end i radioprogrammet Tværs, hvor det fortrinsvis er unge mellem 18 og 30 jeg i dag er i forbindelse med.

Nedenfor kan du læse en af de mange mails, jeg har modtaget gennem tiden.
 
Hej Tine Bryld

En meget god kollega har lige givet mig det råd, at prøve at kontakte dig. Hun har selv lige fået forbindelse til dig og er lykkelig for det !

Jeg er ikke så ung endda men en fraskilt kvinde på 38 med to dejlige sønner på 10 og 13½. Jeg har bekymringer p.g.a. en, for mig, ringe kontakt til min ældste søn Morten. Og jeg ved, at jeg bliver nødt til at handle på den bekymring, som jo ikke gavner min situation eller Mortens ! Bekymringen er ikke ny !

For tre år siden blev jeg skilt fra drengenes far. Vi valgte som så mange andre at dele tiden hos far og mor ligeligt. Men efter ca. et år eller 1½ var jeg med til at skævdele på den måde at Morten fik 9 dage hos far 0g 5 dage hos mig. Siden er det blevet justeret endnu engang så nuværende ordning hedder 10 / 5 dage(far/mor). Ønsket kom fra Morten. MEN....jeg har dårlig samvittighed, og føler ikke jeg har været "nok på" over for Morten, som virker meget vred, særligt på mig. Jeg mener selv at Morten har oplevet sin mor "nede" både før og efter skilsmissen, og at han konstant prøver mig af, om jeg nu kan holde til det (naturligvis ubevidst fra hans side).....og det gør og skal jeg !!

Mange gange har jeg fået det råd at jeg skal lade ham være. Ikke tale mere end godt er, så det råd er simpelt hen ikke nok !

Men nu skal jeg jo ikke komme for godt igang, da du jo skal have mulighed for at fortælle mig om der er tid og plads også til min bekymring !!??

Jeg vil lige fortælle at jeg er lærer og sågar personlig rådgiver for en ung dreng! med mange venlige hilsner og tak for dine fine kommentarer gennem hele min ungdom.

Sara

Hej Sara og tak for roser og tillid.

Vi slæber rundt med skyldfølelser og dårlig samvittighed og er der noget vores nærmeste ikke kan bruge, er det netop de to fænomener, der styrer kvinders gøren og laden døgnet rundt.

Du skriver ikke om baggrunden for jeres skilsmisse, men hvis børnene oplever, at den ene part f.eks. er gået fordi hun/han har forelsket sig i en anden, vil de fleste børn reagere og tage den svages parti. Men selv uden en synlig grund til skilsmissen, vil børn alliere sig med den svage, der måske uden at ville det, også rette bebrejdelsen mod den anden part. Vi forældre er ikke engle og selv om vi gør vores bedste for at holde børnene uden for vore indbyrdes kriser, så kan børn aflæse os som en åben bog. De kender alle vores reaktioner og når din søn prøver dig af eller afviser dig, er det fordi du giver ham al mulig anledning til det. Jeg mener ikke, det er noget han gør bevidst, men han har en vrede eller måske bedre en sorg i sig over det, der skete og den kan vise sig på den måde du beskriver. Du skriver at flere har rådet dig til at lade ham være i fred. Ja, det er nok det eneste råd der findes. Fordi du kan stå på hovedet, du kan græde, skælde ud - han vil fortsat afvise dig. Fordi der måske ikke er overensstemmelse mellem det du valgte at gøre dengang og så dine reaktioner bagefter. Sådan kan han tolke det... jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi står os bedst ved at vise os som voksne forældre, der står ved deres valg og som erkender at det har nogle omkostninger.

Det mest nærliggende er naturligvis at tale med hans far om hvordan han vurderer situationen, men I taler måske ikke så godt sammen?? I dette tilfælde er det vigtigt at køre en fælles linie - at begge parter er meget loyale og at du indser, at det måske er bedst for din søn at være meget hos sin far.

Måske nager det dig, at du ikke kan få hans ubetingede kærlighed eller at du føler, du ikke slår til. Begge dele er skrøbelige størrelser og alle med børn kender følelsen af magtesløshed, måske ligefrem angst for ikke at elske sine børn nok.

Jeg synes, det lyder som om du i høj grad prøver at få tingene til at glide, men du kan lige så godt lægge ambitionerne om en snarlig løsning af problemerne væk. Altså - tag din søn som han er lige nu. Lad ham være i fred, hold op med at se bekymret på ham. Giv ham tilbage, hvis han er grov over for dig. Du må og skal ikke acceptere det. Og s å glæd dig over de gode stunder I har og vis ham, at du er glad.

Nå, men det var lidt overvejelser, jeg aner jo ikke hvad der sker mellem jer. Men fornemmer lidt af det.

De bedste hilsner Tine