I 1990 dræbte 18-årige grønlandske Abel syv af sine kammerater, og for det blev han idømt fængsel på ubestemt tid i Danmark. Tine Bryld har besøgt Abel mange gange i fængslet i Herstedvester, og det er der kommet en hjerteskærende bog ud af.
Tine Bryld forsvarer på ingen måde Abels ugerning, men hun fortæller baggrunden for den værste forbrydelse i Grønlands nyere historie. En baggrund, der slet ikke kom frem under den 30 minutter lange retssag.
Det grønlandske retssystem fokuserer mere på resocialisering end på straf, hvorfor de hårdest belastede kriminelle må sendes til Danmark for at afsone deres straf. Her sidder de ensomme uden at kunne forstå sproget og hvad der foregår omkring dem.
I Brylds portræt hører vi om Abels familie, som var fangere i en lille bygd indtil “moderniseringen”. Herefter flyttede forældrene ind til en større by, og blev industriarbejdere. Begge begyndte at drikke kort tid efter, og familiens sociale deroute lignede mange andre grønlænderes.
Bogen findes også på grønlandsk.
Pressen skrev:
Finn Breinholdt, Grønlandsposten 1992
Den 1.januar 1990 skød og dræbte den 18-årige Abel syv af sine kammerater i en ungdomshybel i Narsaq. Alle husker endnu den knugende stemning i dagene efter den ufattelige hændelse. I dag sidder Abel på ubestemt tid i Herstedvester. Her mødte Tine Bryld ham første gang – en stor dreng, der løb og spillede fodbold med de andre indsatte…
Bogen om Abel har været en svær bog at skrive og det er modigt gjort. Der er ikke for 2 øre sensation i den. Alligevel er der nok nogen, der vil tage afstand fra den. Jeg tror det er vigtigt at begivenhederne nu er nedfældet, også selv om det gør ondt på alle de, der helst vil glemme. Bogen er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Der er meget humor i hendes tegninger og det er godt i en bog, hvor man uundgåeligt ind i mellem får brug for lommetørklædet.
Michael Juel Holm, Information 1992
Hendes stil veksler mellem afpersonaliseret analyse og indlevet new journalism. At hun med sin blotte stædighed er nået så langt med stoffet, burede efter til eftertanke hos Engels drenge i Justitsministeriet og måske også hos et par psykiatere. I kolofonen står der som altid: Det er ikke tilladt at give uddrag eller hele interviews uden forfatterens tilladelse. Man kan håbe, at ansøgningerne om tilladelse især vil komme fra beslutningstagernes faglige tidsskrifter. Men også gerne fra skolelærere i Ishøj, hvis elever startede livet i en kurdisk landsby.
Bogen er nu udsolgt fra forlaget!