Min historie i korte træk

Jeg er født på på Frederiksberg den 18.12.1939. Min far var læge, min mor kok. Begge mine forældre har været
gift tidligere, så jeg havde seks halvsøskende – hvoraf den yngste var 12 år ældre end mig. Dengang var det ikke
almindeligt at blive skilt, så jeg følte mig alene af den grund noget anderledes.

Efter studentereksamen rejste jeg i Frankrig og England. I et år havde jeg forskellige jobs som babysitter,
ekspeditrice m.m.

Fra 1962 til 1965 uddannede jeg mig som socialrådgiver. Egentlig havde jeg mest lyst til at synge eller skrive
bøger, men jeg var usikker og rettede mig efter min mors opfordringer til at få en uddannelse.

Fra 1965 til 1968 arbejdede jeg i mødrehjælpen. Det var dengang kvinder skulle have tilladelse til at få abort.
Jeg var ret aktiv i kampagnen for fri abort og det fik en del af mine ”kunder” i Mødrehjælpen glæde af, fordi jeg
kunne henvise dem til andre muligheder.

I 1969 blev jeg ansat som leder af dagcentret for unge stofmisbrugere på Nørrebro. Jeg var således med til at
starte det første behandlingsarbejde op for unge stofmisbrugere.

Tine_christianiaI 1972 blev jeg ansat som socialrådgiver i Christiania. Jeg havde intet
kontor, men gik rundt hvor folk boede og arbejdede eller på værtshuse. Samtidig var jeg rådgiver for
Socialministeriet omkring Christiania og senere fra omkring 1987/88 blev jeg medlem af Styringsgruppen, som
Forsvarsministeriet havde nedsat i forbindelse med lovliggørelsen af Christiania. Dermed ophørte jeg også med
at være socialrådgiver.

Fra 1967 til 2009 har jeg haft en brevkasse i Alt for Damerne.

tvaerslilleFra 1972 til 2009 har jeg haft rådgivningsprogrammet “Tværs” for unge. Først
i ungdomsprogrammet P4 i P1, som de fleste unge dengang lyttede til. Der var ikke så mange andre tilbud!!
Siden 2005 havde jeg også et debatprogram hver søndag med unge i Danmarks Radios P3.

Personligt

Jeg har været gift to gange – fra 1961 til 1968 med Claus Bryld – han er historiker og ham har jeg to børn med,
Esben og Lea, født i 1965 og 1967. Min anden mand, Arne Gaardmand er arkitekt og ham har jeg Iben med – hun er fra
1977. Lea og Esben har tilsammen fem børn , en dreng født i 1994, tvillinger i 1997 en dreng født i 1998 og en
dreng født i 2003.

Iben fik i 2007 en datter, så ialt har jeg 6 børnebørn. Jeg har stort set været omgivet af børn og unge siden
jeg var 25 år. Det har givet mig de vigtigste erfaringer.

Lea

Esben

Iben

Lea

Esben

Iben

Om forfatterskabet

I midten af 70´rne ringede forlagsredaktør Karen Margrethe Henriksen fra Gyldendal mig op og spurgte, om jeg
havde lyst til at skrive en bog om Tværs, mit radioprogram for unge, der havde sendt i tre år på det tidspunkt. Det
skulle være en opslagsbog om de problemer jeg behandlede i Tværs.

Jeg synes, det var en god ide. Havde for resten i mange år tænkt på at skrive, men fik for meget at gøre med
familie, børn, skilsmisse, nye børn, nyt arbejde og hvad der fylder hverdagen i en kvindes liv. Denne opgave var
rimelig tilgængelig. Jeg havde en masse stof og kunne arbejde på bogen indimellem alt det andet. Så i løbet af et
halvt år lå mit første manuskript på Karen Margrethes bord, eller Karethe som vi kaldte hende. Hun var en
fremragende redaktør. Læste manuskriptet hurtigt og meldte tilbage, at hun snarest ville udgive bogen. Enhver
forfatter venter på redaktørens svar. Helst dagen efter man har afleveret. Men det er de færreste, der er så
heldige. Ofte går der lang tid inden en forfatter hører fra forlagets redaktører. Der burde være en deadline for
den slags. Det blev indledningen til mit forfatterskab af både skønlitterære og dokumentariske historier og og-så
et par småbørnsbøger.

Tine_paa_dr_2Jeg har altid elsket at skrive. I skolen legede jeg med noveller og digte, men
havde slet ikke selvtil-lid nok til at realisere mine drømme, både om at skrive og synge. Tiden var en anden,
jeg begyndte at læse og blev socialrådgiver i 1965, da jeg var 25 år. Det var et udmærket grundlag for at
komme videre med at skrive. Jeg deltog ofte i socialpolitiske debatter i aviser og tidsskrifter, det betød at
andre opfordrede mig til at lave radio og skrive mere og så en dag sad jeg i radioprogrammet “Tværs”, der den
20.oktober 2002 – i år – har 30 års jubilæum og jeg har skrevet i snart lige så mange år.

Efter et par andre dokumentariske bøger, talte jeg med Karethe om at skrive en ungdomsroman. Hun fandt udbuddet
for ringe og jeg huskede, at da jeg var ung fandtes stort set kun Puk-bøgerne og romanbladet, hvis man ikke som jeg
læste Tarzan og Jane sammen med min fætter. Der var både lidt lir og spænding. Men der var intet af det, jeg
længtes efter: Andres oplevelser med at være på vej ind i den forunderlige voksne verden, andres tanker om at være
anderledes. Jeg og mine var dengang i 50´rne nødt til at søge kiosklitteraturen. Da jeg var omkring 18 år, begyndte
jeg at læse Jean Genet og ham forstod jeg, til trods for de dystre emner om vold og had.

Liv og Alexander bøgerne blev skrevet fra 1982 til 1985 og er siden blevet udgivet i mange for-skellige udgaver.
De læses stadig af unge fortrinsvis piger og jeg fik forleden et meget sødt brev fra en yngre kvinde, der havde
opkaldt sin nu 6-årige datter efter Liv, fordi hun ønskede at hendes dat-ter skulle være som Liv og hun måtte
fortælle mig, at det tegnede godt. Hun glædede sig allerede til at forære sin Livdatter bogen i konfirmationsgave.
Sådan noget er jo skønt at vide, men jeg tror ik-ke jeg kunne skrive netop den bog i dag.

Jeg skrev de tre bind, der nu er samlet i ét, i løbet af tre år, da mine egne børn var i nogenlunde samme alder
som Liv og Alexander. Jeg troede, at jeg som en frisindet mor ikke ville komme til at opleve de sammenstød min mor
havde med mig. Men jeg skulle blive klogere og det satte mig i gang med at tænke på min egen ungdom, der har været
præget af dels min ret anderledes person og oplevelse af at være den eneste, der havde problemer. Og så mit opgør
med enhver form for autori-tet. Det så jeg igen, da først min søn og siden min datter begyndte at vokse ud af mit
skød, sådan rent bogstaveligt. Jeg elskede stadig at have dem på skødet, da de var over 10 år, elskede at nusse med
dem og mærke forandringerne. Men de ville deres eget liv, de gad ikke omklamring eller ængstelse eller formaninger
og jeg stod ofte uforstående over hvad jeg havde gjort forkert. Det var en af hovedårsagerne til at jeg begyndte at
skrive Pige-Liv. Så blev jeg forelsket i både hende og Alexander og fortsatte med to nye bind. De kom il at leve
deres eget liv – som enhver romanfigur, men der er meget, jeg genkender fra min egen ungdom og mit voksne liv med
børn.

Jeg var faktisk begyndt at skrive det fjerde bind. Liv var på vej tilbage fra USA – Alexander svævede stadig
rundt i hashtåger og piger der ville redde ham og da jeg var nået 70 sider ind i historien, vidste jeg, at den
kunne og ville jeg ikke skrive. Jeg kunne ikke bære, at Liv blev så pæn og rigtig og Alexander så skæv, så jeg
besluttede, at hvis jeg ville tilbage til dem, måtte det være når de blev 40-45 år.

I stedet skrev jeg “En rift i huden” – om en utilpasset pige, som jeg kender så godt både indefra og udefra.

I tiåret fra 1982 til 1992 skrev jeg de fleste af mine ungdomsromaner, omgivet af børn og tilgiftede børn og en
ret tæt kontakt til subkulturen blandt unge i København, fordi jeg arbejdede som socialministeriets konsulent i
Christiania og havde en nær kontakt til både bortløbne børn og unge i Christiania og til BZ-bevægelsen der foldede
sig ud indtil 1986, da de for sidste gang forlod et besat hus og en besat gade. Det skrev jeg en dokumentarisk
historie om sammen med andre kyndige: “Når lokummet brænder.”

“Hvid som Sne” og “Talkshow” hører sammen, hvis man kan udtrykke det sådan. Om svigt og selvoptagethed, både hos
de unge og de voksne. Det handler om individets selvopfattelse, om stort set kun at se sin egen navle fordi alt
andet er uoverskueligt. Vi er i middel- og overklassemiljøerne, hvor det meste forties eller holdes på niveau med
støvet under gulvtæppet. Hvad vi ikke taler om, kender vi intet til. Hvor det handler om at tilsløre og ikke
afsløre. Det kommer der sjældent noget fornuftigt ud af – altså at afsløre. Tiden vil gøre dig klogere. Sådan er
romanen om Nora også – for-tielsen handler i dette tilfælde om det måske vigtigste – et menneskes identitet. Jeg
skrev bogen i 1995 til min yngste datter, som har Noras sind, blidt og stejlt i en skøn forening.

Det var den sidste ungdomsroman jeg skrev og vil formentlig også forblive det. Men hvem ved!! Jeg har rejst en
del og skrevet bøger først og fremmest om mennesker i andre kulturer. “Smilende Rygge” om unge i Ghana skrev jeg,
da jeg rejste med billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg og vore to teenagebørn. Vi mødte efterkommere af danske
slavehandlere, der stadig boede hvor de havde levet og var blevet kulsorte igen, fordi der ikke siden havde været
hvidt blod i omgangskredsen.

Men Grønland er nok det land, der har betydet mest for min tid i fremmede kulturer. Jeg har aldrig forstået, at
man overhovedet kan forestille sig Grønland som en del af Danmark. Det er en så for-skellig nation og selv om
båndene til Danmark er til at se og høre, er forskellen i måde at tænke på ikke til at komme uden om. Grønlands
natur er beskrevet i mange værker, menneskene derimod er næsten ikke synlige, med mindre de har haft en historisk
betydning. Men ikke engang det. Det handler mere om danskere og deres bedrifter.

Grønland blev en del af Danmark i 1953 og har siden gennemgået en udvikling som ligner en tornado – fra et
fanger- og fiskersamfund til et såkaldt civiliseret vesteruropæisk samfund. Det har givet både mere velstand og
velfærd, men sandelig også ar på sjælen som de fleste familier har tæt inde på livet.

herstedvesterNogle af dem sidder i det lukkede fængsel Herstedvester 12 km fra København –
på ubestemt tid. Jeg har skrevet to bøger om denne gruppe af grønlændere, der for manges vedkommende ikke
forstår dansk. “De Nederste i Herstedvester” og “Abel”, den 18 årige dreng fra Narsaq, der i 1990 skød og
dræbte syv af sine venner. Den første er en politisk dokumentarhistorie, der rejser spørgsmålet om
menneskerettigheder, når man har besluttet at sende grønlændere der har begået alvorlige personforbrydelser
til afsoning i Danmark fordi man ikke råder over et lukket fængsel i Grønland. Ikke bare fjernes de fra
familierne og deres land, det sker også på ubestemt tid. Det har været mit ønske at rejse en debat om dette
emne og det skete. Men indtil nu sidder de der endnu.

Hvorfor nu interessere sig for de nederste, de mest mishandlede, som jeg også gjorde, da jeg skrev den
dokumentariske hitorie “Ikke en Engel” om Nanna, der siden sin barndom var blevet mishandlet og misbrugt af sin far
og som en aften ringer til Tværs for at søge om råd til at komme fri af denne psykopat af en mand? Det har også
undret mig selv og dog. Jeg har altid levet med en for-nemmelse af at være anderledes, af en fundamental
ensomhedsfølelse, selv om jeg både har haft familie og venner. Og så har jeg fra min tidlige barndom levet på
kanten af miljøer, hvor der hverken var penge eller overskud til at trøste og hjælpe børnene. Jeg gik i en
almindelig kommuneskole og oplevede uretfærdigheden meget stærkt. De ikke boglige røg ud af 7. klasse, nogle
tissede i buk-serne af angst, andre fik tæsk af forældrene og andre igen levede i faretruende nærhed af andre børn,
der mobbede dem til blodet flød ud af deres blege ansigt. Jeg har altid forsvaret dem, jeg vidste, jeg var bedre
til at formulere mig, jeg turde råbe ad læreren og blev også smidt ud af klassen. De andre, de pæne og
veltilpassede, troede jeg da, interesserede mig ikke en døjt. Det var oprørerne, det var dem, de andre forkastede,
jeg så noget i. For nogle blev det senere et oprør, for andre en lidelsesfuld tilpasning i et liv med neuroser og
stadig selvundertrykkelse.

Men ellers vil jeg overlade til andre at tolke hvad de mener. Jeg er ligeglad. Jeg ved, hvad jeg har og hvad jeg
kan – og det er vel ret vigtigt?

I det sidste år har jeg skrevet to bøger. “Hjemmestyrets Børn” som udkom i 2002. Jeg synes, det kunne være
sjovt at møde de unge, der blev født i hjemmestyreåret. Samme år udkom “Tværs”, der handler om radioprogrammet
af samme navn (den udkom på selve 30 års dagen). Det ældste radioprogram med den samme person – for unge!! Bogen
handler dels om hvad der sker i mig og med de unge, jeg har kontakt med i løbet af en søndag aften og tilbageblik
til dengang det hele startede. Har de unge ændret sig? Hvad betyder noget?

Jeg har i den grad savnet at skrive i de sidste år hvor mit liv har ændret sig. Men det er også nødvendigt at
tanke op, at tage ind og puste ud. Det har været skønt at mærke tangenterne omsætte tankerne og se bogstaver blive
til ord på den tålmodige skærm. Tænk hvilken forandring fra dengang jeg skrev på almindelig skrivemaskine og måtte
rette med blæk eller skrive det hele om. Hvilken verden – så foranderlig og dog?

I øjeblikket skriver jeg på en bog om de Grønlandske barn der blev bortadopteret i 60’erne til Danmark. Jeg
arbejder sammen med en af de børn, Sara Johansen, der selv er ved at skrive sin egen historie.

Ved siden af dette projekt arbejder jeg på en bog om kvinderne i min egen familie.

Priser

De priser jeg har modtaget i tidens løb, fremgår herunder:

  • 1975: Justitsminister K.K. Steinckes Mindelegat 
  • 1980: LO´s Kulturpris 
  • 1980: PH-prisen 
  • 1984: Boghandlermedhjælper-Foreningens
    Børnebogspris
     
  • 1984: Ingrid Jespersens Legat 
  • 1986: Publicist-Prisen 
  • 1986: Gyldendals Boglegat 
  • 1986: HK´s kommunale Landsforenings Biblioteksudvalgs
    Kulturpris
     
  • 1986: Alt for Damernes Kvindepris 
  • 1989: Krügerprisen 
  • 1998: “Kafkatten”, Dansk Retspolitisk Forenings
    Pris
     
  • 1998: Martin Andersen Nexø prisen 
  • 1998: Kvindeprisen, uddelt af Den socialdemokratiske Klub i Kvindeligt
    Arbejderforbund
  • 2005: Kulturministeriets faglitterære pris
  • 2007: Peter Sabroeprisen
  • 2009: Højskoleprisen fra Hadsten HøjskoleStole
..vivantmag.fr..
Prix ​​de dissertation Boylston. et l'ouverture de la trompe d'Eustache fermée. Dans les trois mois de la décharge de l'oreille était sous contrôle, le nez était bien, les amygdales réduites de moitié, la voix avait perdu beaucoup la viagra achat sans ordonnance voix nasillarde, et tout l'aspect du garçon était plus lumineux et mieux et à la place se keepiug, est devenu mix pouvoir dans la société, et pouvait entendre la conversation générale. Maintenant, france priligy et viagra ce qui aurait été si cela avait disparu depuis des années plus longues? Nous sommes presque sûrs aurait pris fin en pysemia ou phtisie. La acheter kamagra en france pas cher connaissance de l'anatomie, la physiologie, les maladies de la pathologie lien et le traitement de cialis achat sans ordonnance l'oreille humaine à l'avance de ce pharmacie en ligne france viagra que beaucoup d'autres organes du corps http://www.vivantmag.fr/commander_viagra_par_telephone/ humain, et les travaux sur le sujet à l'heure actuelle sont scientifiques, claires, et loin devant ceux des dix-huit dernières années, comme on peut voir par une référence à la bibliographie du sujet, et les cliquez ici tables, site le succès dans le traitement, site joint ce travail pour ainsi exprimé Prof. Roosa, New York, en référence les cas présentés dans ces tableaux qui ont été prises sans sélection, car ils a eu lieu à l'hôpital, une clinique ou produits ce lien http://www.vivantmag.fr/levitra_20mg_en_baisse/ un cabinet privé, ceux qui ne sont classés comme guéris dans lequel les hearingwas restaurés une condition normale, comme testé la montre, le diapason et la conversation ordinaire et quand la membrane du tympan, si auparavant ulcérée a été guéri. Jugés l'usage ordinaire du terme guéri, cette norme est trop élevée. Il supérieur, par exemple, que dans la pratique ophtalmologique, où le retrait d'une lentille cataractous que le patient reçoit de vue assez lu impression grossière appelé un remède de la cataracte, bien que la vision obtenue tarif du levitra 20mg peut être seulement les deux tiers qui ont bénéficié d'une personne qui n'a jamais eu cataracte.